VM fodbold

William Kvist stopper på landsholdet

FCK-spilleren William Kvist stopper på det danske landshold. Det skriver han på Facebook.

VM-slutrunden i Rusland blev den sidste for William Kvist.

Den 33-årige midtbanespiller har valgt at sige stop, efter Danmark søndag aften røg ud af VM i Rusland efter et nederlag til Kroatien.

- VM 2018 blev det sidste for mig i landsholdstrøjen. Tak for mange gode år til spillere, trænere, ledere og fans.Har altid elsket at synge nationalmelodien med jer. Jeg gjorde mit bedste, skriver han på sin Facebook-side.

Over for TV 2 SPORT uddyber han sin beslutning.

- Det er tid nu. Jeg tror, at der er folk, som er klar til at tage over. Jeg har spillet 81 kampe og tre slutrunder, så det er en god tid at stoppe på nu.

William Kvist fik debut på det danske landshold tilbage i august 2007 i en kamp mod Irland.  Han har været med til både EM og VM for Danmark.

Et stort VM-comeback

FCK-spilleren havde et vanskeligt VM i Rusland, hvor han allerede i første kamp mod Peru måtte udgå med en skade. Efter undersøgelser viste det sig, at Kvist havde brækket et ribben og punkteret en lunge. 

At han stopper nu er selvfølgelig bittert

Christian Eriksen

Efter en kort periode i Danmark vendte han dog tilbage til den danske trup efter puljekampen mod Australien. Han nåede imidlertid aldrig at få flere minutter for Danmark. Under 1/8-finalen mod Kroatien var han dog så kampdygtig, at han en overgang i første halvleg så ud til at skulle på banen.

- Mit comeback her er noget af det, jeg ser tilbage på med størst stolthed, men siden Åge kom, har det faktisk været en stor optur. Gruppen her med alle gutterne har været fede at arbejde med.

- Jeg var klar nok til at spille, efter jeg kom herned igen. Men der var andre, at der gjorde det godt. Jeg havde selvfølgelig håbet på, at jeg havde startet inde i flere kampe, men sådan skulle det ikke gå. Selvom det ikke gik sådan, står jeg alligevel med en sjov fornemmelse af, at jeg har vundet noget, efter at være kommet tilbage her efter brækkede ribben og en lunge, der ikke havde det så godt, siger han til TV 2 SPORT.

Eriksen kommer til at savne Kvist

Ifølge Christian Eriksen bliver William Kvist savnet på landsholdet.

- Det er pisse ærgerligt for at være helt ærlig. Han er en spiller, som jeg har gået op ad, siden jeg startede på landsholdet, og at han stopper nu er selvfølgelig bittert, sagde Eriksen til TV 2 SPORT efter opgøret mod Kroatien.

- Vi ved alle sammen, hvor hårdt han har kæmpet for at komme tilbage. Han har været igennem nogle hårde uger. Han er en speciel type, som man ender med at holde af, det tror jeg også hele holdet har gjort. Han er anderledes og tænker anderledes.

William Kvist slutter derfor sin landsholdkarriere på 81 kampe - han nåede at score to mål for Danmark.