FIFA VM 2018

Brasilien skifter anfører fra kamp til kamp - her er forklaringen

Miranda, Thiago Silva og Marcelo har været anfører i de tre gruppekampe. Ritzau Scanpix

Den brasilianske landstræner, Tite, lader anførerbåndet gå på skift blandt spillerne på landsholdet.

Anførerbåndet er gået på omgang hos de brasilianske VM-favoritter, siden landstræner Tite overtog posten som landstræner i 2016.

Dengang var det superstjernen Neymar, der havde titlen som kaptajn. Men anførerbåndet blev hevet af overarmen på Paris Saint-Germain-stjernen som noget af det første, da Tite overtog roret på det brasilianske fodboldskib.

Den 57-årige træner tror nemlig ikke på en fast anfører. Han lader tjansen gå på skift blandt sine spillere. Den filosofi har også gjort sig gældende ved dette VM, hvor Brasilien har haft tre forskellige anførere i de tre gruppekampe i form af Marcelo, Thiago Silva og Miranda.

- Jeg vil give muligheden til alle spillerne for at få oplevelsen og erfaringen af at være kaptajn. Jeg ser det som en stor ære. Det er et fælles ansvar, det er den besked, jeg vil sende, fortalte Tite tilbage i 2017 om den noget specielle fordeling af anførerbåndet.

Og det er en filosofi og en tankegang, der har bragt Tite succes tidligere i karrieren.

Tilbage i 2012 ledte han brasilianske Corinthians til sejr Copa Libertadores og VM for klubhold. Dengang opstod tankegangen omkring at lade anførerbåndet gå på skift, da alle tre af hans potentielle kaptajner var blevet solgt, og en fordeling af anførerpligterne på de resterende spillere virkede som den eneste logiske løsning for cheftræneren.

Det skulle Tite vise sig at få ret i. Og den idé har den brasilianske landstræner taget med til Neymar & Co. på landsholdet.

Inden starten på VM nåede Tite op på sin 18. anfører i tiden som brasiliansk landstræner, da den bare 21-årige Gabriel Jesus i træningskampen mod Kroatien fik ansvaret som anfører.  

Neymar har også haft anførerbåndet under Tite, og det har han ifølge de brasilianske medier igen, når Brasilien spiller 1/8-finale mod Mexico mandag.

Om det viser sig at holde stik, og om Neymar bliver den fjerde brasilianske anfører ved dette VM i lige så mange kampe, kan du se på TV 2 PLAY, der viser alle kampe fra VM.