Eriksen ser sit straffespark blive reddet, hver gang han lukker sine øjne

Det brændte straffespark mod Kroatien fylder stadig meget hos Christian Eriksen dagen efter opgøret ved VM.

Christian Eriksen løb som den første dansker mod bolden.

Den danske stjerne kunne med et mål give Danmark den perfekte start på straffesparkskonkurrencen mod Kroatien i 1/8-finalen ved VM i Rusland.

Eriksen sendte bolden fladt afsted mod venstre side af målet.

Men desværre for Danmark og Eriksen havde Danijel Subasic i det kroatiske mål læst den danske profils spark.

Subasic hoppede ud i fuld længde og fik hænderne på bolden.

- Jeg tror, at når jeg har lukket mine øjne, så har jeg set deres keeper parerer bolden på stolpen et par gange, og det kommer til at tage mig nogle dage at komme over. Men sådan er livet, lød det fra Christian Eriksen til TV 2 SPORT, efter han var landet i Danmark sammen med resten af landsholdet mandag.

- Bitter ad helvede til

Christian Eriksen var ikke kun skuffet over sit eget spark. Han var naturligt nok også ærgerlig over, at Danmark endte med at tabe straffesparkskonkurrencen og dermed er ude af slutrunden.

- Jeg er bitter ad helvede til, jeg tror gerne, at vi ville have været i en anden situation, end den vi er i nu.

Også holdkammeraten Yussuf Poulsen havde svært ved at finde en grimasse, der kunne passe.

- Det er lidt underligt, at man for under et halvt døgn siden var til VM, og nu har man bare ferie. Det er en mærkelig følelse. Det har været fantastisk at være med og spille godt.

- Vi føler, at vi havde en større mulighed i næste runde, når vi havde Spanien i stedet for Rusland. Men det der ærgrer mig mest er, at vi spiller vores bedste kamp ved slutrunden og alligevel ikke går videre, selvom vi er det bedste hold på banen, sagde han til TV 2 SPORT, efter at være landet i Danmark sammen med resten af landsholdet.

For mange af spillerne venter der nu ferie med familie og venner, inden næste sæson begynder igen om få uger.

1-1. Video: Anders Masannek Jørgensen