Samtlige reddede straffespark burde være fløjtet om, men...

KLUMME: Den tidligere topdommer Kenn Hansen ser tilbage pĂĄ Danmarks 1/8-finale mod Kroatien.

Tasterne pĂĄ computeren har sjældent føltes sĂĄ tunge som her til morgen. Hvad der kunne have været næste generations 1992-oplevelse, bliver mĂĄske et ar pĂĄ fodboldsjælen. Jeg vil benytte lejligheden til at kaste lys over nogle af de ting, der skete i gĂĄr - gennem dommerens tykke hornbriller.

Havde dommeren fløjtet alle disse spark om, havde kampen muligvis fået en anden vinder, men dommeren skulle samtidig finde sig et andet arbejde

Kenn Hansen, tidligere fodbolddommer

Vi ender med en straffesparkskonkurrence, der pĂĄ sin vis er et belejligt break for dommeren. Hans store opgave ophører reelt ved slutfløjtet af de ekstra 2x15 minutter. Resten er administrative streger pĂĄ et stykke papir. Det ville være højst ejendommeligt, hvis en dommer tog fokus i en straffesparkskonkurrence. Men skulle man dømme med næsen nede i fodboldloven, ville det ikke være svært. Samtlige af de straffespark, der blev reddet, burde være fløjtet om. De to mĂĄlmænd tager konsekvent to skridt væk fra stregen og gør dermed mĂĄlet mindre.

Kasper Schmeichel har forladt stregen, inden Ivan Rakitic har ramt bolden.
Kasper Schmeichel har forladt stregen, inden Ivan Rakitic har ramt bolden. Foto: Martin Bernetti / Ritzau Scanpix

Reglerne siger klart, at målmanden må bevæge sig alt det, han vil, men han må ikke forlade stregen, før sparkeren har rørt bolden. Havde dommeren fløjtet alle disse spark om, havde kampen muligvis fået en anden vinder, men dommeren skulle samtidig finde sig et andet arbejde - han havde aldrig fået en seniorkamp igen. De to små skridt ud af målet er simpelthen fodboldkulturelt accepteret. Underligt nok, når det er en soleklar overtrædelse af reglerne.

Der er andre regler i samme "udømmelige" kategori. Indkastet tages eksempelvis ganske sjældent, hvor bolden røg ud. Sommetider 10 meter derfra. Vi kan næsten heller ikke finde et hjørnespark, hvor der ikke bliver holdt i trøjen. Og skulle man give et gult kort, hver gang der var protester, var der nærmest ingen spillere tilbage. Ingen af disse ting er i fodboldens interesse at håndhæve med forstørrelsesglasset fremme, vil jeg mene.

Vi var aldrig nået til straffesparkskonkurrence, havde det ikke være for Zankas lille genialitet

Kenn Hansen, tidligere fodbolddommer

Kynikere mener derimod, at dommerne bare må dømme alle disse ting korrekt, så de stopper. Det er man velkommen til at mene. Men i kampe på dette niveau er der i hvert fald både de formelle regler, som står i loven, og så er der den accepterede tolerance fra dem. Andre regler skal overholdes med millimeterpræcision. Forestil dig, at bolden er fem cm inde i målet, men man bare kører videre, fordi den ikke var klart nok inde… Eller at den rammer brystet (på Yussuf Poulsen for eksempel), men at dommeren dømmer straffe, fordi den jo næsten rører armen. Utænkeligt. På den måde er fodbold en løjerlig størrelse og ikke noget for revisorer. En topdommer skal altså både kunne reglerne og have næsen til at vurdere, hvornår de skal håndhæves på striks vis eller bøjes.

Zankas genialitet

Vi var aldrig nået til straffesparkskonkurrence, havde det ikke være for Zankas lille genialitet. Jeg er blevet spurgt af rigtig mange her til morgen, hvorfor han ikke blev udvist. Da fodboldloven blev gennemskrevet for to år siden, var det en af de ting, man ændrede. En spiller slipper med et gult kort, når han berøver en oplagt scoringsmulighed og begår straffe ved at tackle angriberen. Det er dog vigtigt, at han kan nå bolden og ser ud til at forsøge på det. Rev Zanka angriberen ned eller spændte ben, hvor bolden ikke er inden for spilafstand, havde det givet rødt kort som i gamle dage. Reglen blev ændret, fordi man ikke ville straffe et hold unødigt, når en målmand går efter bolden hos en angriber på en friløber. Der er straffe + rødt kort + efterfølgende karantæne (den såkaldte tripple punishment) for meget.

Man havde givetvis ikke Zankas tilfælde i tankerne, da man omskrev lovteksten, for det er jo tydeligt, at forseelsen er kalkuleret. Men idet Zanka er millimeter fra at spille bolden, kan det aldrig blive mere end gult kort. Lad dig ikke snyde af, at angriberen bare skal rulle bolden ind. Det har intet med vurderingen at gøre.

På trods af Schmeichels heroiske indsats står vi alligevel skuffede her dagen derpå. Spillerne med brændte straffespark på cv'et vil aldrig glemme den oplevelse. På mange måder er det brændte straffespark det tætteste, de fleste spillere kommer på den skurkerolle, dommeren ofte har. Normalt har et nederlag mange fædre. Svag offensiv, forkert taktisk oplæg, dårlig opbakning da backen bliver rundet osv. osv. Men et dårligt spark fra de 11 meter er en personlig Sorteper-tatovering, der er svær at få væk. Mit ydmyge råd til de stakkels spillere er at anvende et velkendt psykologisk værktøj, som jeg selv har brugt i årevis som dommer og i øvrigt i min hverdag som træner af talere, der er bange for at præsentere: Relativisering. Det ér bare fodbold.

Mathias 'Zanka' Jørgensen begår straffespark på Kroatiens Ante Rebic.
Mathias 'Zanka' Jørgensen begår straffespark på Kroatiens Ante Rebic. Foto: Jason Cairnduff / Ritzau Scanpix

Solen står stadig op i morgen. Husk, at der sker værre ting i Vanløse hver dag, som man siger (eller det ved jeg ikke, om nogen siger, men det er en sætning, som er nem at huske). Spillerne bør se frem til at komme hjem til deres familier og få et stort kram. Glemme alt om fodbold i et par dage. Eriksen kan glæde sig til at komme hjem til sit nye barn. Se det smile, kravle og forhåbentlig inden længe blive andengenerationsstjerne (se så at komme i gang med at træne ungen). De psykologiske efterveer af en oplevelse som denne kan enten gøre atleter stærkere eller knække dem.

Jeg er fløjet hjem fra store kampe sammen med dommere, som har været så mentalt nede, at man frygtede for deres velbefindende. Nogen kommer sig aldrig igen, andre ryster det af sig med professionel hjælp. Men tænk, hvis vi var ligeglade. Uden kamp, ingen sejr.