Tårevædet kroatisk helt dedikerede sejren til sin afdøde barndomsven

Danijel Subasic har de seneste 10 år spillet med en T-shirt af afdøde Hrvoje Custic under sin målmandstrøje.

Danijel Subasic satte håndfladerne mod hinanden og strakte dem op mod himlen.

Med tårer i øjnene takkede den kroatiske målmand for, at holdet var gået videre til kvartfinalen ved VM. Han takkede for, at han reddede tre bolde i straffesparkskonkurrence. Takken var til sin afdøde barndomsven Hrvoje Custic.

- Hrvoje vil altid være med mig. Ikke bare under kamptrøjen men også i hjertet. Jeg bad inden straffesparkene, for vi behøvede, at heldet var på vores side, sagde Subasic til 24sata efter ottendedelsfinalen mod Danmark.

Lige siden Custic gik bort for 10 år siden, har Subasic haft en T-shirt på under sin målmandstrøje med et billede af sin ven. Med teksten 'Forever'. For altid vil Subasic mindes det.

Den 29. marts 2008 spillede den 24-årige Hrvoje Custic kamp for sin kroatiske klub NK Zadar. Blot få minutter inde i kampen blev Custic i jagten på bolden ramt af en modstander. Kollisionen sendte Custic ud over sidelinjen og med hovedet forrest ind i en nærtliggende betonvæg.

Under sin målmandstrøje havde Danijel Subasic en trøje af sin afdøde ven Hrvoje Ćustić
Under sin målmandstrøje havde Danijel Subasic en trøje af sin afdøde ven Hrvoje Ćustić Foto: Damir Sagolj / Ritzau Scanpix

Custic blev straks kørt på hospitalet men fem dage stod det klart, at han ikke længere var til at redde.

Det var de tanker, som gik igennem Subasic' hoved, da han kort efter slutfløjtet mod Danmark løsrev sig fra sine jublende landsmand og trak op i målmandstrøjen og pegede mod himlen.

Han ville sige tak til Custic for hjælpen i straffesparkskonkurrencen.

- De (Danmark, red.) vandt lotteriet (om at starte, red.), og derefter var lotteriet på vores side. Jeg er glad for at have gjort Kroatien og dets folk glade, siger Subasic, som har spillet i AS Monaco siden 2012.

Kroatien skal i VM-kvartfinalen møde Rusland. Den spilles den 7. juli klokken 20.