FIFA VM 2018

Udlandet føler med Schmeichel efter ’brutalt’ VM-exit

Kasper Schmeichels imponerende bedrifter i ottendedelsfinalen mod Kroatien var ikke nok. Til gengæld bliver han hyldet hos internationale medier.

Den danske målmand Kasper Schmeichel trådte igen i karakter søndag aften.

Efter at have reddet Danmark flere gange tidligere i turneringen lagde han endnu flere lag på i ottendedelsfinalen mod Kroatien, hvor han kronede præstationen med tre redninger på straffespark.

Som bekendt rakte det ikke til en dansk kvartfinale, men danskerens præstation i målet står tilbage som ét af højdepunkterne hos medier verden over.

Kåret som kampens spiller

Efter kampen tildelte FIFA Kasper Schmeichel det officielle trofæ som kampens spiller i kampen, hvor drømmen om den gyldne VM-pokal bristede. Alligevel havde han overskud til at se frem og anskue tingene fra et større perspektiv.

- Jeg synes, at vi har meget at være stolte af, og vi har spillet rigtig godt i dag. Jeg er rigtig stolt af at være en del af det her hold, sagde Schmeichel efter kampen, hvor han også gjorde det klart, at han ikke følte sig svigtet af sine holdkammerater.

Ikke kun den officielle titel som kampens spiller bekræfter den 31-årige danskers store kamp. Internationale medier står også i kø for at give ros.

- Målmanden leverede, da han var tvunget til det. Først ved at redde flere skud fra Ivan Rakitic og Luka Modric, mens han i slutfasen viste, hvor god han virkelig er, skriver ESPN, som giver ham karakteren 10 ud af 10.

Hos Sky Sports er man heller ikke i tvivl om, at den danske keeper var kampens spiller.

- Danijel Subasic var den vindende målmand, da han reddede straffespark fra Eriksen, Schöne og Jørgensen, men som en lille trøst får Schmeichel titlen. Som et godt eksempel på Danmarks fighterånd holdt han nerverne i ro for at redde Modrics straffespark dybt inde i ekstratiden, og efter det viste han heltemod i straffesparkskonkurrencen, selvom det viste sig at være forgæves.

De internationale medier er således enige med TV 2 SPORTs Flemming Toft, som meget rammende siger, at "Schmeichels verdensklasse ikke var nok" og belønner ham med topkarakter.

- Mere end brutalt

Den engelske fodboldlegende Gary Lineker, som er kendt for sine holdninger på det sociale medie Twitter, føler med Schmeichel, som måtte forlade turneringen efter den flotte præstation.

- At redde tre straffespark og stadig blive slået ud af VM er mere end brutalt, skriver englænderen på sin Twitter-profil.

En, der også har ondt af den danske målmand, er den pensionerede engelske målmand David Preece.

- Kasper Schmeichel skulle efter min mening stadig være tilladt at gå videre til kvartfinalen alene, skriver han.

Metro beskriver Schmeichels præstation som en række ’heltegerninger’.

- Kasper Schmeichels heltegerninger var ikke nok, da Danmark tabte til Kroatien på straffespark, lyder rubrikken på deres artikel, hvori der blandt andet står følgende:

- Den danske målmand leverede en fantastisk redning ved at blokerede Luka Modrics straffespark og bevare sit lands håb.

Farmand så med

Meget handler om Kasper Schmeichel hos de internationale medier mandag, men også hans far løber med noget af opmærksomheden.

Den legendariske målmand var til stede på stadion, og hver gang hans søn leverede vigtige redninger i kampens afslutning, blev hans stærke reaktioner vist i langsom gengivelse. Smukke billeder, hvor farens indlevelse bliver rost og blandt andet bliver kaldt for topklasse.

Hos ESPN såvel som svenske Aftonbladet, som giver Kasper Schmeichel topkarakter, lagde man også mærke til faren på tribunerne i Nisjnij Novgorod.

Peter Schmeichel havde flere store reaktioner undervejs, da hans søn, Kasper Schmeichel, reddede straffespark mod Kroatien Video: TV 2 SPORT

- En vidunderlig redning i afslutningen på Modric ville have gjort hans far, Peter, stolt – og han så til fra lægterne, og hvis Kasper Schmeichels holdkammerater havde matchet hans to gode redninger i straffekonkurrencen, havde Danmark nok gået videre, skriver ESPN.

- Luka Modric tog sig af straffesparket - men Schmeichel reddede, hvorefter hans far, den legendariske Peter, brølede sin glæde på tribunerne. Denne glæde ville imidlertid blive til sorg. I den efterfølgende ekstremt dramatiske straffesparkskonkurrence sejrede Kroatien, skriver Aftonbladet.

Billederne af Peter Schmeichel umiddelbart efter Kasper Schmeichels redninger, bliver af Gary Lineker beskrevet som et ’øjeblik’.

- Wow, et øjeblik for Kasper Schmeichel. Og farens reaktion er herlig.

Det var i sandhed en mindeværdig aften. Ikke kun for danske og kroatiske fans, men for hele verdens fodboldfans, som godt kan lide et vaskeægte fodbolddrama. For det fik de.

Desværre for Danmark og Kasper Schmeichel endte det ikke, som de havde håbet. Kroatien lever videre i turneringen, hvor de på lørdag møder de russiske værter i kvartfinalen.