FIFA VM 2018

- Vi gjorde os fortjent til at være heldige, siger Kroatiens landstræner

Vi spillede ikke en god kamp, siger Kroatiens træner Zlatko Dalic, efter hans hold slog Danmark ud af VM.

Den kroatiske landstræner, Zlatko Dalic, indrømmer, at der var held med i spillet, da Kroatien søndag sendte Danmark ud af VM i ottendedelsfinalen efter straffesparkskonkurrence.

Efter 1-1 i den ordinære og forlængede spilletid skulle kampen ud i straffesparkskonkurrence for at blive afgjort.

Den danske målmand Kasper Schmeichel reddede to af kroaternes skud, men hans kollega i det kroatiske mål fik pillet tre af danskerne straffespark og sendte dermed Kroatien videre til kvartfinalen.

- Du må gøre dig fortjent til at være heldig, og holdet gjorde sig fortjent til det. Uden held kan du ikke gøre noget i livet, siger Dalic.

Kroaterne så trætte ud og var langt fra det spil, der gav holdet en 3-0-sejr over Argentina i gruppespillet.

Dalic siger, at han ikke er bekymret for kroaternes spil, men at holdet "spillede efter resultatet".

- Vi har ikke spillet en god kamp. Ikke på samme niveau som vores tidligere kampe, men vi spillede efter resultatet.

I kvartfinalen skal Kroatien møde værtsnationen Rusland, der overraskede alt og alle, da de tidligere søndag sendte 2010-verdensmestrene fra Spanien ud af ottendedelsfinalen ligeledes efter straffesparkskonkurrence.

Men selv om kroaterne ligner favoritter mod russerne, så vil Dalic mane favoritrollen ned blandt sine spillere.

- Jeg vil sige til mine spillere, at vi skal spille mod det bedste hold ved VM. Vi må ikke blive arrogante. Det bliver en stor test for os.

- Vi er kommet så langt, og vi har ikke i sinde at stoppe her. Men jeg er sikker på, at Rusland tænker det samme, siger han.