FIFA VM 2018

'Zanka' nedlagde helt fri kroat - derfor fik han ikke rødt kort

Forsvarsspilleren Mathias 'Zanka' Jørgensen gav Danmark og Kasper Schmeichel en livline, da han nedlagde en helt fri Ante Rebic foran det danske mål.

Måltavlen var nærmest skiftet til 2-1, da Kroatiens Ante Rebic i 114. minut rundede Kasper Schmeichel efter et fantastisk oplæg fra Luka Modric.

Helt fri foran målet skulle han bare trille bolden ind, men med en heroisk og nærmest mirakuløs tackling lykkedes det Mathias 'Zanka' Jørgensen at stoppe Rebic. Samtidig formåede Simon Kjær at komme tilbage og forhindre bolden i at gå over stregen.

Kampens dommer, Nestor Pitana fra Argentina, tøvede ikke med at dømme straffespark, men selvom Kroatien fik frarøvet en oplagt målchance, fik 'Zanka' "kun" gult kort og ikke direkte rødt, som det en gang var kutyme.

- Den helt klare konklusion er, at dommen var fuldstændig efter bogen, da den dommertekniske vurdering går på, om han går efter bolden, eller om han kun går efter at stoppe manden, forklarer den tidligere topdommer og nuværende dommerekspert Kenn Hansen.

I 2016 ændrede det internationale fodboldforbund, FIFA, nemlig reglerne, så den tredobbelte straf med straffespark, rødt kort og karantæne blev fjernet, hvis spilleren reelt går efter bolden.

- Hvis en målmand eller forsvarer i straffesparksfeltet reelt og ærligt har forsøgt at gå efter bolden, vil der ikke længere blive givet et rødt kort, men kun et gult kort, sagde den dengang nyudnævnte FIFA-præsident, Gianni Infantino.

Selv gav 'Zanka' efterfølgende udtryk for, at han besluttede sig for at tro på så lang tid som muligt, at han kunne indhente kroatiske Rebic. Men da kroaten tog trækket uden om Schmeichel, så han ingen anden udvej end at stoppe ham:

- Jeg så ikke rigtig nogen anden chance end simpelthen bare at få det til at ligne så meget som muligt, at jeg gik efter bolden, og så måtte jeg tage ham ud og give vores verdensklassekeeper en chance for at være helt. Det føltes ikke som om, at jeg ramte bolden i situationen, sagde den danske spiller efter kampen.

Men selve intensionen er i princippet også ligegyldig, fordi det helt grundlæggende handler om det dommertekniske og vurderingen i den konkrete situation. Det forklarer Kenn Hansen:

- Her var dommervurderingen, at 'Zanka' kunne nå at spille bolden, og det er jeg helt enig i. Den langsomme gengivelser viser også, hvor tæt han egentlig er på bolden, og at han rent faktisk kan nå den.

Så tæt var 'Zanka' på at ramme bolden i sin tackling, inden han fik nedlagt kroaten.

- Havde bolden været en meter foran kroaten, så var det en helt anden sag, men det er en genial aktion af 'Zanka'. Han tager et gult kort, som er ligegyldigt, men han giver sin målmand en fantastisk mulighed. Og er han lidt mere heldig, så laver han en ren tackling på bolden.

Da reglerne blev ændret, handlede det kun om tacklinger, hvor spilleren går efter bolden. Havde 'Zanka' bevidst stoppet kroaten ved at hive ham i trøjen, skulle det have resulteret i et rødt kort.

Det samme gælder i situationer, hvor hånden tages i brug til at frarøve en oplagt scoringsmulighed. Det kom til udtryk i gruppespillet, da Colombia fik det næsthurtigste røde kort i VM's historie.

Carlos Sanchez bliver udvist. Video: Anders Masannek Jørgensen