FIFA VM 2018

England bryder VM-forbandelse - videre efter straffespark

England er videre til kvartfinalen efter en sejr på straffesparkskonkurrence over Colombia i 1/8-finalen efter 1-1 i ordinær spilletid.

Colombia 1-2 England

  • 0-1 Harry Kane (57')
  • 1-1 Yerry Mina (90+3')
  • Straffesparkskonkurrence:
  • (1-0) Falcao 
  • (1-1) Harry Kane
  • (2-1) Juan Cuadrado
  • (2-2) Marcus Rashford
  • (3-2) Luis Muriel
  • Jordan Henderson (brændte)
  • Mateus Uribe (brændte)
  • (3-3) Kieran Trippier
  • Carolos Bacca (brændte)
  • (3-4) Eric Dier
  • Gule kort Colombia: Wilmar Barrios (41'). Santiago Arias (51'), Carlos Sanchez (54'), Falcao (63'), Carlos Bacca (64'), Juan Cuadrado (118')
  • Gult kort England: Jordan Henderson (55'), Jesse Lingard (69')
  • Dommer: Mark Geiger (USA)
  • Tilskuertal: 44.190 på Otkrytiye Arena.

Der skulle en straffesparkskonkurrence til, før England kunne booke en plads i kvartfinalen ved VM som den sidste nation for første gang i 12 år, efter de var bedst fra de berømte 11 meter i den sidste 1/8-finale i slutrunden mod Colombia.

Dermed fik England brudt en vaskeægte forbandelse med straffesparkskonkurrencer.

Sejren er nemlig den første nogensinde i fire forsøg ved VM-slutrunder for englænderne.

Det blev nemlig til nederlag i 1990, 1998 og i 2016. I kvartfinalen møder England svenskerne, der vandt 1-0 over Schweiz tidligere tirsdag.

Her er kvartfinalerne ved VM

Uruguay - Frankrig

Brasilien - Belgien

Rusland - Kroatien

Sverige - England

Sådan forløb kampen

England var mest toneangivende i første halvleg, uden de kom til de helt åbne muligheder. VM-topscorer Harry Kane fik en chance med hovedet, men vinklen var svær.

I den anden ende manglede Colombia tydeligvis den skadede James Rodríguez, VM-topscoreren fra 2014. Hans kreative evner var savnede, og i hans fravær spillede Radamel Falcao længe en anonym rolle.

Efter pausen fortsatte England sit pres, og efter knap ti minutter udmøntede det sig i et korrekt dømt straffespark. I forbindelse med et hjørnespark trak Santiago Arias således Harry Kane ned over flere meter.

Efter minutters colombiansk brok hamrede Kane bolden ind midt i målet til 1-0, selv om en colombianer forinden havde forsøgt at sparke pletten i stykker. 

Det var Kanes sjette mål i turneringen, og dermed cementerede han sin position som topscorer. 

Frustrationerne var store hos colombianerne, der rev en stribe kort til sig, men med et kvarter tilbage fik de tilkæmpet sig et sjældent overtag, da England overlod initiativet. 

I overtiden var Mateus Rube tæt på at overrumple England-keeper Jordan Pickford fra 35 meter, og på det efterfølgende hjørnespark headede Yerry Mina udligningen ind i det 94. minut. 

Scoringen vendte op og ned på kampen, og fra begyndelsen af den forlængede spilletid var Colombia i teten og havde chancer. Siden kom England til muligheder, men der blev ikke scoret yderligere.

Men "Three Lions" måtte igennem et sandt drama, inden Colombia var nedkæmpet efter straffesparkskonkurrence. Cifrene lød på samlet 5-4 efter 1-1 i den ordinære kamp.

Dermed fik England bugt med sit kompleks for straffesparkskonkurrencer, som gang på gang har ført til exit ved store slutrunder gennem de seneste årtier. 

Man troede et nyt var på vej, da Jordan Henderson misbrugte Englands tredje spark. Men på det næste spark sendte Colombias Mateus Uribe bolden på overliggeren.

Også Colombias femte skytte misbrugte, da keeper Jordan Pickford reddede Carlos Baccas forsøg. Derefter afgjorde Eric Dier kampen til engelsk sejr. 

England førte 1-0 indtil dybt inde i tillægstiden af den ordinære kamp, men Colombia udlignede og skabte dramaet, som i sidste ende alligevel faldt ud til Englands fordel. 

Nu dufter det for alvor af succes for England, der i kvartfinalen vil bære favoritværdigheden mod Sverige, der tidligere tirsdag slog Schweiz 1-0.