FIFA VM 2018

Fodboldfan ønskede død over Nicolai Jørgensen: - Det var noget, der bare skulle ud

DBU har meldt sagen til politiet, efter landsholdsangriber Nicolai Jørgensen er blevet udsat for negative og hadske kommentarer på de sociale medier.

Reaktionerne på internettet og de sociale medier har været hårde efter Danmarks VM-exit søndag aften.

Landsholdsspiller Nicolai Jørgensen har været mål for nogle af de mest hadske kommentarer, hvoraf flere har truende karakter, efter han brændte det femte og sidste straffespark i ottendedelsfinalen mod Kroatien.

- Død over Jørgensen! Føj!!! lød det eksempelvis i kommentarfeltet på hjemmesiden bold.dk.

Kommentaren, der siden er blevet fjernet, var skrevet af en 22-årig mand fra hovedstadsområdet.

Da TV 2 tirsdag konfronterer manden, trækker han hurtigt i land og fortæller, at han ”selvfølgelig” ikke mener, at den danske landsholdsangriber skal dø.

- Det er selvfølgelig en overreaktion, siger han.

- Det var et meget følelsesladet øjeblik for mig. Jeg har ikke noget imod Nicolai Jørgensen overhovedet. Jeg er kæmpe fan af ham og stor FCK-fan, det var bare lige øjeblikket, der tog over for mig, fortæller den 22-årige.

- Det var bare noget, der skulle ud

"Fuck hele din familie", "jeg smadrer dit hjem", "luder" og "jeg håber, dine børn bliver mobbet" er blot et lille udpluk af andre hadske beskeder, som danskere har skrevet rettet mod den 27-årige landsholdsspiller.

For den 22-årige fodboldfan var udbruddet mod Nicolai Jørgensen ”noget, der bare skulle ud”.

- Det var ikke noget, jeg tænkte over to sekunder senere, forklarer han.

Men hos Dansk Boldspil-Union (DBU) tager de kommentarerne meget alvorligt. Fodboldforbundet meddelte tidligere tirsdag, at de vil gå til politiet med truslerne.

- Ikke i min tid har vi oplevet noget lignende. Det er i denne tid, hvor Twitter og de sociale medier er vokset og taget mere og mere over. Jeg har aldrig oplevet lignende i forhold til vores landsholdsspillere, har Jakob Høyer, som er kommunikationschef hos DBU, udtalt til TV 2.

Beklager sin kommentar

En af de kommentarer, der nu kan blive efterforsket, er ’dødsønsket’ fra den 22-årige bruger på bold.dk.

Over for TV 2 står han ved, at han med sin kommentar muligvis har overtrådt loven, men han understreger igen, at der ikke lå mening bag ordene.

- Det er jo ikke okay, hvis der er nogen, der ligefrem laver mere målrettede trusler, siger han.

Så du mener, at det er okay, hvad du har gjort, men ikke, hvis man laver mere målrettede trusler?

- Nej nej, selvfølgelig er det heller ikke okay, det, jeg har gjort.

- Jeg beklager, og det skal ikke ske igen, siger den 22-årige.

Nicolai Jørgensen har tirsdag eftermiddag selv kommenteret sagen på de sociale medier, hvor han takker for de mange søde beskeder, han også har modtaget. Han pointerer, at han ”ikke selv direkte har modtaget eller i hvert fald set nogle dødstrusler”.

TV 2 er bekendt med den 22-årige mands identitet, men har valgt ikke at bringe hans navn, da hans arbejdsgiver ikke er bekendt med situationen.