Jesper Olsen blev gjort til syndebuk som Nicolai Jørgensen: - Det er forfærdeligt

Den tidligere landsholdsspiller Jesper Olsen kan godt sætte sig ind i Nicolai Jørgensens situation.

Det gik ikke, som hele Danmark og Nicolai Jørgensen havde ønsket, da han skulle sparke det femte straffespark i ottendedelsfinalen mellem Danmark og Kroatien. Han brændte, og kort efter var Danmark ude af VM efter straffesparkskonkurrence.

Afbrænderen har ført til hadske kommentarer og trusler på blandt andet sociale medier rettet mod angriberen. Og det i så voldsom en grad, at Dansk Boldspil-Union (DBU) vil inddrage politiet.

- Ikke i min tid har vi oplevet noget lignende. Det er i denne tid, hvor Twitter og de sociale medier er vokset og taget mere og mere over. Jeg har aldrig oplevet lignende i forhold til vores landsholdsspillere, sagde Jakob Høyer, som er kommunikationschef hos DBU, til TV 2 SPORT tirsdag formiddag.

"Jesper Olsen"

En anden som også kom i fokus ved et tidligere VM, er den danske landsholdsspiller Jesper Olsen. Med en uheldig tilbagelægning i 1986 i ottendedelsfinalen mellem Danmark og Spanien forærede han spanierne målet til 1-1 i en kamp, som Danmark senere tabte 1-5.

- Jeg havde det ikke så godt efter kampen, siger Jesper Olsen til TV 2.

Det gik ikke ubemærket hen i Danmark, og efterfølgende blev udtrykket at lave en "Jesper Olsen" døbt, som 32 år senere stadig bruges, når der bliver lavet en dårlig tilbagelægning.

Derfor kan den 57-årige tidligere offensivspiller kan godt sætte sig ind i dét, Nicolai Jørgensen i øjeblikket går igennem i forhold til den store opmærksomhed i hele Danmark. Dog med det forbehold, at Olsen hverken modtog trusler eller følte, at der var en hadsk stemning omkring ham.

- Der var ikke de samme reaktioner, som der er nu om dage, for der var ingen sociale medier dengang. Jeg vidste godt, at det, der skete på det tidspunkt, ikke var rigtig godt. Men jeg har aldrig haft følelsen af føle mig truet. Tværtimod, siger Olsen, som føler med Jørgensen, der er blevet offer for trusler.

Den danske angriber er blevet udsat for negative og hadske kommentarer på de sociale medier, efter at han brændte sit straffespark mod Kroatien. Video: TV 2 SPORT

- Det er forfærdeligt, når man tænker på, at det kun er sport. De spiller jo ikke for at brænde et straffespark med vilje.

Jørgensen skal give det tid

Den mislykkede tilbagelægning på tværs fra Jesper Olsen til målmand Lars Høgh, som blev opsnappet af Emilio Butragueno, der let udlignede, er blevet ikonisk. Da kampen blev fløjtet af, og Danmark havde tabt 1-5, var det stort set det eneste samtaleemne i Danmark bagefter.

Det samme kan man sige om Danmarks kamp mod Kroatien. Derfor tror Jesper Olsen, at presset og de hårde følelser mod Nicolai Jørgensen nok skal stilne af.

- Når folk får det lidt på afstand, vil man kigge lidt anderledes på det. Nu er det frisk i alles erindring, fordi alle har fulgt Danmark så tæt.

- Så jeg vil nok sige til Nicolai, at det selvfølgelig er det svært lige, men at det i den kommende tid og i de næste måneder kommer det til at blive normalt igen. Det har ikke noget at gøre med, at han er en dårlig spiller lige pludselig. Der er tale om et straffespark, og det kan ske for selv den bedste, siger Jesper Olsen, som også selv hurtigt fik sin uheldige tilbagelægning på afstand.

Hvordan er det i dag, at du har lagt navn til begrebet at lave en "Jesper Olsen"?

- Det er godt, at jeg stadigvæk er berømt for et eller andet. I starten var det svært, men jeg har ikke noget problem med det i dag. Det er så længe siden, og jeg kan dårligt huske. Det er overhovedet ikke noget problem. Man må tage det gode med det dårlige. Det må man lære at leve med.

Jesper Olsen nåede 43 landskampe for Danmark. Nicolai Jørgensen er indtil videre noteret for 25.