VM fodbold

Sådan sparker du den perfekte straffesparks-konkurrence

Det er langt fra alt, der er tilfældigt, når fodboldkampe skal afgøres i straffesparkskonkurrence.

Der er både meget tro og overtro omkring straffesparkskonkurrencer, men dykker man lidt ned i tallene, så viser det sig, at der er mere end to mennesker, nerver, en hvid plet og tilfældigheder bag duellen fra 11-meter ude.

For selvom det ikke er så ofte, at de helt store fodboldkampe skal afgøres i straffesparkskonkurrence, så er disciplinen nærmest gået hen og blevet en videnskab i sig selv.

Det viser sig nemlig, at dysten fra den hvide plet ikke er helt tilfældig. Faktisk er der op til flere faktorer, der kan være med til at påvirke nervekampen fra de 11 meter. Det viser en undersøgelse ved navn “Kicks from the penalty mark in soccer: The roles of stress, skill, and fatigue for kick outcomes.”. Undersøgelsen tager udgangspunkt i straffesparkskonkurrencer fra VM, EM og Copa America, og drager følgende konklusioner:

  • 1: Spark først. Succesraten på første spark er 86,6%. Det er det spark, der rent statistisk set bliver scoret mest på. For andet spark er det 81,7%, tredje er 79,3%, fjerde 72,5% og femte 80%. I sparkene herefter er scoringsraten helt nede på 64,3%. Ofte fordi det ikke er de bedste skytter, der er tilbage her.

  • 2: Lad angriberne sparke. Det er ikke overraskende de offensive spillere, der gør det bedst i straffesparkskonkurrencer. Måske fordi de er mere vant til at afslutte. Undersøgelsen viser, at angribere scorer på 83,1% af deres straffespark. Midtbanespillere på 79,6% og forsvarsspillere på 73,6%.

  • 3: Lad de friske komme til. Friske spillere scorer mere end trætte. Har spilleren været på banen i 30 minutter eller mindre, så scorer de på 86,7%. Det skal dog medregnes, at det som ofte vil være en dygtig straffesparksskytte, der vil blive skiftet ind, og derfor er succesraten naturligt nok høj. Spillere med 31-90 minutter på banen scorer på 81,9% af forsøgene - mens spillere der har 91 minutter eller mere på grønsværen konverterer 80% af straffesparkene til mål.

  • 4: Ungdommen først. Der kan være ræson i at lade de unge komme til fadet, når der skal sparkes. Spillere på 22 år eller yngre scorer på 85,2% af forsøgene. Dem mellem 23 og 28 scorer på 77,6%, mens de rutinerede over 29 scorer på 78,1%.

Hvor skal man sparke?

Den engelske avis The Telegraph har sammen med prozonesports.com lavet en række udregninger, der viser hvor det er mest hensigtsmæssigt at placere sit spark.

Opgørelsen tager udgangspunkt i tre kategorier. Scorede straffespark, skud forbi og reddede straffespark i straffesparkskonkurrencer. Du kan se tallene i grafikken herover, hvor procentsatserne udgør hvor mange procent af de henholdsvis scorede, reddede og brændte der er placeret i de respektive sektioner.

Tallene viser blandt andet, at hvis du vil undgå, at målmanden kan redde bolden, så skal bolden placeret oppe i målet. Det er dog også i den øverste region af målet, der skydes mest forbi. Skal du være sikker på at ramme, så skal der sparkes midt i målet. Men her redder målmanden ofte. Det er i bunden af målet, at der scores mest. Men det er også her, målmændene oftest redder. Hele 71,4% af redningerne er i bunden af målet.

Favoritfeltet er nederst til venstre. Det er klart her, at der skydes mest. Det viser sig ved, at procenterne er høje for både scoringer, redninger og forbiere. I den anden side – højre – skal spillerne passe på med at afslutte. Det er i hvert fald her, at hele 32,2% af de reddede forsøg finder sted.