Svensk spiller fanget på kamera, mens han lavede strafbart ørnesymbol

Den svenske forsvarsspiller Pontus Jansson måtte ud og forklare sig, efter han lavede det omdiskuterede ørnesymbol til den svenske træning mandag.

Tirsdag eftermiddag skal Sverige forsøge at spille sig i kvartfinalen ved VM, når de møder Schweiz.

Forud for kampen var spillerne mandag en tur på Saint Petersburg Stadium for at afprøve forholdene, og her var der højt humør forud for træningen.

Mens spillerne ventede på, at træningen gik i gang, underholdt svenskeren Pontus Jansson et af de officielle kameraer - til stor morskab for resten af spillertruppen, som du kan se i videoen over artiklen.

En lille detalje blev dog ikke vist på billederne fra det internationale fodboldforbund, FIFA, men den blev til gengæld fanget af en vågen fotograf.

Pontus Jansson valgte nemlig at lave den 'dobbelte ørn' med hænderne. Et symbol for det albanske flag, der kom i stor fokus, efter de to schweizere Granit Xhaka og Xherdan Shaqiri brugte den i deres jubelscener mod Serbien.

Da Xhaka og Shaqiri begge er af kosovoalbansk afstamning, blev det opfattet som en stikpille til Serbien i forhold til Kosovokrigen. Begge spillere afviste dog efterfølgende dette, men det kostede dem senere en bøde på cirka 64.500 kroner hver - udstedt af FIFA.

Svenske Pontus Jansson viste ørnesymbolet under mandagens træning.
Svenske Pontus Jansson viste ørnesymbolet under mandagens træning. Foto: Christophe Simon / Ritzau Scanpix

I tilfældet med svenske Pontus Jansson blev der straks spekuleret i, om det var for at provokere schweizerne forud for landenes indbyrdes møde tirsdag eftermiddag. Det afviste svenskeren dog på Instagram, hvor han kom med forklaringen:

- I forhold til min ørn, så havde det intet med Schweiz eller politik at gøre. Det er bare en ting, jeg har gjort for min albanske venner, siden jeg var ung. Så lad os nyde den fantastiske kamp og den gode atmosfære på stadionet, skriver svenskeren.

Den svenske forsvarsspiller fik fuld spilletid i første gruppekamp mod Sydkorea, mens han sad på bænken mod både Tyskland og Mexico.