FIFA VM 2018

Trusler mod Jørgensen meldes til politiet: - Aldrig oplevet noget lignende

Den danske angriber er blevet udsat for negative og hadske kommentarer på de sociale medier, efter at han brændte sit straffespark mod Kroatien.

'Fuck hele din familie', 'jeg smadrer dit hjem', 'luder', 'jeg håber, dine børn bliver mobbet', 'død over Jørgensen'.

Dansk Boldspil-Union (DBU) vil gå til politiet, efter at landsholdsspiller Nicolai Jørgensen har modtaget hadske kommentarer og trusler efter det danske VM-exit søndag aften.

- Ikke i min tid har vi oplevet noget lignende. Det er i denne tid, hvor Twitter og de sociale medier er vokset og taget mere og mere over. Jeg har aldrig oplevet lignende i forhold til vores landsholdsspillere, siger Jakob Høyer, som er kommunikationschef hos DBU, til TV 2 SPORT.

DBU oplyser videre, at det er første gang, at unionen går til politiet i sådanne sager.

Ikke det perfekte VM

Nicolai Jørgensen fik aldrig det VM, den danske angriber havde håbet på. Det afspejler TV 2 SPORTs fodboldekspert Flemming Tofts karakterer for slutrunden, hvor Jørgensen, som var på banen i tre kampe, endte med den samlede karakter 2,34, hvilket ligger mellem 'under middel' og 'middel'.

Hans sidste spark i turneringen blev et brændt straffespark i straffesparkskonkurrencen mod Kroatien i VM's ottendedelsfinale, og det fik tilsyneladende flere sure danskere til tasterne.

Nicolai Jørgensen brændte Danmarks sidste straffespark mod Kroatien i 1/8-finalen ved VM. Video: TV 2 SPORT

DBU har ikke været i kontakt med landsholdsspilleren, efter at truslerne tikkede ind via de sociale medier.

- Både Nicolai og hans familie skal have fri. Det er fint, hvis de ikke bliver forstyrret af de her absurde og uanstændige handlinger, siger Høyer.

Feyenoord derimod, Nicolai Jørgensens faste arbejdsgiver, har talt med danskeren. I en SMS til TV 2 SPORT skriver den hollandske klubs pressechef Samuel Sanches, at Feyenoord altid er i kontakt med sine spillere, når der opstår sager som i Jørgensens tilfælde.

- Alt, hvad vi taler med den enkelte spiller om, bliver dog mellem klubben og spilleren, lyder det i SMS'en.

Trusler efter dansk VM-exit

Kommentarerne i indledningen er blot et udpluk af hadske beskeder mod den 27-årige landsholdsspiller. Særligt grove var kommentarerne til Nicolai Jørgensens seneste Instagram-billede. Disse er nu blevet slettet, og muligheden for at kommentere billedet er blevet fjernet.

Også på TV 2s Facebooksider og fodboldhjemmesiden bold.dk's debatforum har folk været efter danskeren med beskeder, der kan tolkes som dødstrusler. Alle stederne er de værste af beskederne blev slettet af moderatorer, men inden det skete på bold.dk's side, tog Twitter-brugeren Samuel K Jacobs et billede af et udpluk af beskederne.

TV 2 er ligeledes i besiddelse af flere hadske kommentarer og trusler fra danskere, som altså nu er blevet slettet fra tv-stationens opslag på Facebook.

Spillerforeningen vil hjælpe Jørgensen

Interesseorganisation og fagforening for professionelle fodboldspillere Spillerforeningen har også fulgt med fra sidelinjen, og deres holdning til sådanne sager er klar. Ligesom DBU tager de afstand fra de hadske beskeder.

- Det er uacceptabelt og langt over alle grænser, at man kan komme ud for sådan noget, fordi man spiller fodbold og passer sit arbejde efter bedste evne, siger Spillerforeningens direktør, Mads Øland, til TV 2 SPORT.

- Jeg tror roligt, at folk kan gå ud fra, at professionelle spillere gør alt, hvad de kan. Der er ikke nogen, der laver fejl med vilje. Det skal man respektere.

Nicolai Jørgensen blev udsat for negative og hadske kommentarer på de sociale medier, efter at han brændte sit straffespark mod Kroatien.

Mads Øland og Spillerforeningen har flere gange oplevet lignende sager blandt andet fra Superligaen. Og denne sag er af så alvorlig karakter, at de vil gribe ind og støtte Nicolai Jørgensen.

- Vi har ikke nået at snakke med ham. Men det kommer vi til, men nu skulle de lige hjem fra Rusland først. Det gør vi, når det bliver særligt voldsomt. Det kræver, at man får lidt støtte. Det der med bare at ignorere det er nemmere sagt end gjort, siger direktøren for Spillerforeningen.

De grove kommentarer har også medført dansk støtte til Jørgensen fra kolleger og landsmænd. Blandt andre Silkeborg IF-spiller Simon Skou Jakobsen, som på Twitter tager afstand fra kommentarerne. Han har fået opbakning fra mange, og hans tweet har i skrivende stund over 500 likes.

På Nicolai Jørgensens Instagram-billeder og TV 2s Facebooksider er der også mange, der bakker op om ham og skriver, at han ikke skal tage sig af de dumme beskeder.

Sket før ved VM

Det er desværre ikke et enkeltstående tilfælde med onde beskeder ved VM. Det svenske landshold har også været ramt, hvor Jimmy Durmaz blev udsat for trusler og racisme efter gruppekampen mod Tyskland.

Ligesom Jørgensen fik han stor opbakning fra fans. Også hans holdkammerater og hele den svenske VM-lejr bakkede op om offensivspilleren. Inden en træning stod de alle bag ham, mens Durmaz læste et statement op.

- Jeg er fodboldspiller på højeste niveau. Vi lever med at blive kritiseret. Det er en del af jobbet, og det tager vi med alle dage i ugen. Men at blive kaldt blattejävel (svensk, nedladende udtryk for mørkhudede, red.), selvmordsbomber, få trusler mod min familie og få dødstrusler. Det er helt uacceptabelt, sagde han til træningen.

Den australske lejr oplevede det også under gruppespillet. Her var det et tema til pressemøder, at australske fans havde ytret sig krænkende mod Robbie Kruse. Det kom frem, at hans holdkammerater kunne se, at det gik ham på. 'Han er chokeret,' lød det fra holdkammerat Mathew Leckie.

TV 2 SPORT har forsøgt at få en kommentar fra Nicolai Jørgensen samt landsholdets anfører, Simon Kjær, men begge holder ferie efter VM. Nicolai Jørgensen har dog skrevet en besked på sine sociale medier tirsdag eftermiddag. Læs den i artiklen herunder: