VM fodbold

Engelsk stjerne gør grin med sig selv efter drama

Den engelske forsvarsspiller Kyle Walker lod sig udskifte i forlænget spilletid, og efterfølgende havde han overskud til at lave sjov med situationen.

England kvalificerede sig sent tirsdag aften til kvartfinalen ved VM efter et drama mod Colombia, der først blev afgjort i straffesparkskonkurrence.

En afgørelse, der blev uden Manchester City-spilleren Kyle Walker på banen. Med 10 minutter tilbage af den forlængede spilletid måtte han lade sig udskifte, da han løb ind i en god gammeldags krampe.

Forsvarsspilleren havde ellers siddet over i sidste gruppekamp mod Belgien inden 1/8-finalen, men det forhindrede altså ikke hans højre ben i at gå kold mod slutningen. Efter kampen havde Walker dog overskud til at gøre grin med sig selv på et billede, der var tydeligt manipuleret:

- Far, kan du vise mig det billede, hvor dig og drengene løber efter at have kvalificeret jer til kvartfinalen?

- Nej, søn, skriver Walker ironisk på Twitter, mens situationen, hvor han bliver skadet, er klippet ind på et jubelbillede af holdkammeraterne.

I stedet for Kyle Walker kom Manchester United-spilleren Marcus Rashford på banen, og han spillede en afgørende rolle i straffesparkskonkurrencen, da han scorede på englændernes andet spark.

Det var første gang ved en VM-slutrunde, at England vandt en straffesparkskonkurrence, hvor de inden kampen mod Colombia havde tabt de tre foregående.

Her er kvartfinalerne ved VM

  • Uruguay-Frankrig
  • Brasilien-Belgien
  • Rusland-Kroatien
  • Sverige-England