Belgien slår England og vinder historisk VM-medalje
For første gang nogensinde har Belgien vundet en medalje ved VM, da det i bronzekampen mod England blev til en 2-0-sejr.
Se VM-finalen søndag på TV 2 PLAY
Belgien 2-0 England
- 1-0 Thomas Meunier (4')
- 2-0 Eden Hazard (82')
- Gule kort, Belgien: Witsel
- Gule kort, England: Stones, Maguire
- Dommer: Alireza Faghani, Iran
- Tilskuertal: 64.406 i Sankt Petersborg
Det belgiske landshold har skrevet national fodboldhistorie, efter det lørdag sikrede en VM-medalje for første gang nogensinde.
Med en 2-0-sejr over England i bronzekampen fik belgierne et plaster på såret efter at have misset pladsen i VM-finalen, da de blev slået af Frankrig i semifinalen.
England missede omvendt chancen for den anden mesterskabsmedalje i historien. Den første og eneste ligger 52 år tilbage i tiden, da England blev verdensmester.
Sådan forløb kampen
Af Ritzau
England-træner Gareth Southgate havde fem ændringer siden nederlaget i semifinalen til Kroatien, og Phil Jones, Danny Rose, Fabian Delph, Eric Dier og Ruben Loftus-Cheek var med fra start.
Belgien stillede med stjernerne Romelu Lukaku, Kevin De Bruyne og Eden Hazard fra start, og Belgien lagde også bedst ud.
Kampen om bronzemedaljerne plejer at være målrige, og allerede efter fire minutter fik tilskuerne en scoring.
Romelu Lukaku fandt Nacer Chadli, som fra venstre side lagde bolden ind i feltet, hvor Thomas Meunier kom stormende og fik bolden over stregen til 1-0 til Belgien.
Belgien sad på spillet i indledningen, og englændernes forsvar vaklede flere gange. Lukaku var ved at komme til en mulighed, men i den anden ende forsøgte Harry Kane sig efter 24 minutter uden held efter oplæg fra Raheem Sterling.
De to spillere kæmpede inden opgøret om at blive topscorer ved VM, hvor Kane inden opgøret var noteret for seks mål, og Lukaku havde scoret fire gange.
England kom bedre med i opgøret, som faldt i tempo, men belgierne gik til pause foran 1-0.
Efter endnu en landskamp uden mål blev Sterling erstattet af Marcus Rashford, og Jesse Lingard kom ind i stedet for Danny Rose hos England.
Lukaku takkede af efter en times spil, og ind kom Dries Mertens.
Dermed var der ikke flere mål i Lukaku ved VM, hvor Antoine Griezmann skal score tre gange i VM-finalen mod Kroatien for at komme op på siden af Kane.
En klasseredning af Jordan Pickford med ti minutter igen forhindrede en 2-0-føring til Belgien, da Meunier kunne være blevet dobbelt målscorer.
2-0 blev det dog kort efter, da Hazard gled igennem på en aflevering fra De Bruyne og sikkert øgede føringen.
Dermed var der ikke tvivl om den belgiske sejr, og de belgiske spillere kan nu tage på sommerferie med bronzemedaljer om halsen, inden de skal forberede sig på den kommende sæson i diverse europæiske klubber.