- Vi kunne bare ikke score, siger Kane efter bronzenederlag
England måtte kigge langt efter den første medalje i 52 år ved et VM, da bronzekampen blev tabt til Belgien.
Se VM-finalen direkte på TV 2 PLAY
Det var et slag i ansigtet, da England tabte VM-semifinalen til Kroatien.
Lørdag måtte England igen se sig besejret i en kamp, hvor det lignede, at det engelske hold havde svært ved at finde topniveauet over en hel kamp.
I bronzekampen stillede England-træner Gareth Southgate med flere nye spillere fra start, men det hjalp ikke på resultatet, da England tabte 0-2 til Belgien.
Dermed tager England ikke hjem med sin første VM-medalje siden 1966, men det relativt nye engelske landshold kan dog drage hjem med en vis portion optimisme.
- I anden halvleg spillede vi godt og havde fat i dem i de første 30 minutter, men vi kunne bare ikke score. Vi havde et forsøg, der blev reddet på målstregen, og vi pressede på.
- Drengene kunne ikke give mere, og det har været en hård turnering. Belgien er tydeligvis et godt hold, og jeg kan ikke kritisere spillerne. Vi gav alt, hvad vi havde, siger Harry Kane ifølge fifa.com.
I semifinalen måtte England se sig besejret, da Kroatiens Mario Mandzukic scorede det afgørende mål i overtiden.
Harry Kane scorede ikke i Englands tre sidste kampe ved VM, men med sine seks mål i turneringen ligner han slutrundens topscorer.
Inden finalen søndag mellem Frankrig og Kroatien har både Antoine Griezmann og Kylian Mbappe scoret tre gange i turneringen.
- Det viser bare, vi spillede godt i gruppekampene og scorede mange mål, men selvfølgelig er jeg skuffet over, at jeg ikke fik scoret i de sidste kampe.
- Bliver jeg topscorer, så bliver jeg selvfølgelig stolt af det, siger Kane ifølge AFP.
England vandt senest en medalje ved VM i 1966, da englænderne blev verdensmestre på hjemmebane.