Fransk forsvarsspiller scorer VM's bedste mål

Fifa har kåret Benjamin Pavards mål i ottendedelsfinalen mellem Frankrig og Argentina til VM's bedste mål.

Det var en drøm af et mål, der blev hamret i nettet med vristen fra uden for feltet.

Målet er blevet kåret til VM's bedste mål af Fifa, og vristen sidder på franskmanden Benjamin Pavard.

Den 22-årige forsvarsspiller udlignede med målet til 2-2, i det der endte med at blive en 4-3-sejr for franskmændene over Argentina i ottendedelsfinalen ved VM.

- Bolden hoppede op, da den kom mod mig. Jeg tænkte ikke meget over det, jeg prøvede bare at komme ind over den og holde den nede.

- Jeg forsøgte at ramme den i den retning, som den kom fra, som er det, angriberne altid fortæller mig, jeg skal gøre.

- Jeg tænkte ikke over det, og da den gik i mål, var jeg bare så glad, sagde Pavard til Fifas hjemmeside efter ottendedelsfinalen.

Målet blev Pavards eneste mål ved VM.

Det var et af de i alt 169 mål, der blev scoret i VM's 64 kampe. Ud af dem var 18 nomineret til VM's bedste mål, og det var fansene, der via Fifas hjemmeside kunne stemme om deres favoritmål.

Pavards mål var i hård konkurrence med colombianeren Juan Quinteros frisparksmål i kampen mod Japan og kroaten Luka Modrics langskudsmål mod Argentina.

Frankrig blev verdensmester, efter at holdet slog Kroatien med 4-2 i finalen.