Fodbold

Travl med VM og drinks - dansker opdagede ikke store ændringer i sin klub

Yussuf Poulsen græmmer sig efter det danske VM-nederlag til Kroatien. Johannes Eisele / Ritzau Scanpix

Den danske fodboldspiller Yussuf Poulsen havde så travlt med at holde sommerferie, at han ikke bemærkede, han havde fået ny træner i sin tyske klub.

Yussuf Poulsen tilbragte sammen med resten af det danske landshold den første del af sommeren på at spille VM i fodbold. Efter VM-exitet i 1/8-finalen til Kroatien har det siden da stået på ferie og afslapning for den danske kantspiller.

Eksotiske steder som Fransk Polynesien, Bora Bora og Ibiza har landsholdsspilleren brugt som destinationer til at genoplade batterierne og gøre sig helt klar til den nye sæson i Bundesligaen.

Men måske der alligevel er blevet slappet lidt for meget af og tænkt for lidt på fodbold i ferien. Danskeren havde i hvert fald ikke opdaget, at der er sket en masse i hans tyske klub RB Leipzig.

- På ferien har jeg haft min telefon slukket, og det er kun nogle dage siden, jeg fandt ud af, at vi får Julian Nagelsmann som træner fra 2019, Ralf Rangnick tager over indtil da, og vi har købt tre nye spillere, fortæller Yussuf Poulsen fra Leipzigs træningslejr ifølge Tag 24.

- Jeg opdagede det først på vores hjemrejse for et par dage siden. Jeg ser frem til at arbejde under Julian Nagelsmann. Jeg har hørt meget godt om ham fra andre spillere, og Julian har gjort et super arbejde i Hoffenheim, lyder det fra Yussuf Poulsen til Bild om sin kommende træner, der også i denne sæson vil stå i spidsen for Hoffenheim.

Yussuf Poulsen har ellers haft god tid til at læse nyhederne om de nye trænere.

Allerede den 21. juni, altså for mere end en måned siden, offentliggjorde den tyske klub nemlig, at Julian Nagelsmann ville overtage trænersædet fra 2019. Og den 9. juli kom Ralf Rangnick så til som midlertidig cheftræner, og dermed skal han være både træner og sportsdirektør, som han har været i klubben siden 2012.

Nyheder der er strøget fuldstændig udenom Yussuf Poulsen, der først havde fokus på VM og siden da sammen med kæresten Maria Duus har haft travlt med afslapning og ferie.

Her har det altså kun været den danske telefon, der er blevet brugt til kontakt med venner og familie samt lidt Instagram-billeder med lækre drinks fra de luksuriøse feriesteder. Poulsens tyske telefon, med vigtig nyt fra Leipzig, har været slukket.

Udover trænerkabalen indrømmer Yussuf Poulsen altså ligeledes, at han ikke var klar over, at han havde fået tre nye holdkammerater i Marcelo Saracchi, Matheus Cunha og Nordi Mukiele før for nylig.

De tre har den danske landsholdsspiller dog god tid til at lære at kende. I øjeblikket er Leipzig på en intensiv træningslejr i Østrig som optakt til den nye sæson i Tyskland, der begynder den 24. august.

Anderledes godt må Poulsens kendskab være til Ralf Rangnick. Den 60-årige tysker havde samme dobbeltrolle i klubben i 2015/16-sæsonen, hvor han førte Leipzig op i Bundesligaen.

Yussuf Poulsen har været på kontrakt i RB Leipzig siden sommeren 2013. Hans nuværende kontrakt står til at udløbe den 30. juni 2021.