Fodbold

Leeds-træner tvang spillerne til at samle skrald i tre timer

Marcelo Bielsa har tvunget sine spillere til at samle skrald.

Den argentinske træner Marcelo Bielsa gør tingene på sin helt egen måde. Senest har han tvunget sine spillere i Leeds til at samle skrald i tre timer.

Historierne er mange om den 63-årige argentinske træner Marcelo Bielsa, der altid har gjort tingene på sin helt egen måde.

Med øgenavnet 'El Loco' har den skøre Bielsa siden trænerkarrierens start i 1990 trukket utallige overskrifter. Både de gode og de dårlige for sin specielle tilgang til trænerfaget.

Han overlader intet til tilfældighederne. Han vender hver en sten

Leeds-spiller Patrick Bamford om Marcelo Bielsa

For nylig blev han ansat i den engelske traditionsklub Leeds United i den næstbedste engelske række, og her er de første historier allerede begyndt at komme frem om Bielsas trænermetoder.

Den nye Leeds-manager har for nylig tvunget sine spillere til at samle skrald i tre timer. Årsagen til det mærkværdige påfund er, at Bielsa havde fundet ud af, at det i gennemsnit tog en Leeds-fan tre timers arbejde at få råd til at gå til en af holdets kampe.

Det fik argentineren til at kalde truppen sammen, hvorefter han gav dem besked på at samle skrald langs klubbens træningsanlæg Thorp Arch for at få spillerne til at værdsætte det hårde arbejde, fansene går igennem for at kunne udleve deres passion, skriver The Guardian.

- Min besked til spillerne er altid den samme. Vi er nødt til at vise vores fans, at vi er ambitiøse. Vi er nødt til at vise, at spillerne er bedre end det, der blev vist i sidste sæson. Jeg føler et stort ansvar, og jeg håber, jeg kan give de svar, fansene forventer, fortæller Bielsa til klubbens egen hjemmeside.

Leeds-spillerne selv har også bemærket, at det er en helt særlig træner, der nu svinger pisken.

- Han overlader intet til tilfældighederne. Han vender hver en sten, fortæller Patrick Bamford til klubbens egen hjemmeside.

- Han er så omhyggelig med alt, hvad han gør, og det er noget helt andet, end hvad jeg nogensinde har oplevet før. Hele opsætningen og regimet er spændende. Der er ingen tvivl om, at vi bliver et fit og stærkt hold. Alle idéerne giver god mening.

Elsket af Guardiola

Og Leeds-angriberen er langt fra den eneste, Bielsa har taget med storm i sin trænerkarriere.

Argentineren er ligeledes elsket og respekteret højt af Manchester City-træner Pep Guardiola, som flere gange har udtalt, at Bielsa er et af hans største træneridoler grundet argentinerens taktiske filosofier.

Men alt har dog ikke været rosenrødt for 'El Loco' gennem tiderne.

Eksempelvis var han blot træner i den italienske klub Lazio i to dage, inden han tog sit gode tøj og gik. Seneste trænerjob inden Leeds United var i franske Lille, hvor Bielsa nåede at være et halvt år, inden fyresedlen kom.

Blandt de største meritter i trænergerningen er et par argentinske mesterskaber med Newell's Old Boys og Vélez Sársfield samt en andenplads i Europa League og den spanske pokalturnering med Athletic Bilbao.

I denne sæson forsøger han så at spille Leeds United tilbage i den bedste engelske række for første gang siden 2004.