Fodbold

Delaneys Dortmund henter belgisk VM-profil

Axel Witsel vandt bronze ved VM i Rusland med Belgien. Giuseppe Cacace / Ritzau Scanpix

Den belgiske landsholdsspiller Axel Witsel får en fireårig kontrakt med Borussia Dortmund, hvor han skal bruge sin rutine på midtbanen.

Den danske landsholdsspiller Thomas Delaney kan se frem til fint selskab på den centrale midtbane, når belgiske Axel Witsel efter et år i kinesiske Tianjin Quanjian vender tilbage til europæisk fodbold og nærmere bestemt tyske Borussia Dortmund.

Det skriver klubben, som tidligere købte den danske midtbanespiller Thomas Delaney til denne sæson, på sin hjemmeside.

- Vi har været opsatte på at hente Axel Witsel i mange måneder, og vi er glade for, at han har valgt Borussia Dortmund. Axel er en spiller, som har stor international erfaring, som har alle forudsætninger til at forme den centrale midtbane, siger klubbens sportsdirektør, Michael Zorc.

Klubben meddeler, at man har aktiveret belgierens frikøbsklausul, som spekuleres i at ligge på 150 millioner kroner.

I 2017 skiftede Witsel til kinesisk fodbold efter fire år i russiske Zenit Skt. Petersborg, men hans asiatiske eventyr stopper altså efter en enkelt sæson, og det var helt efter den 29-årige belgiers plan.

- Efter VM var det mit mål at skifte fra Kina tilbage til Europa. Jeg er meget glad og stolt over at skulle spille for BVB snart, siger Axel Witsel.

Klubben skriver, at de regner med, at skiftet går igennem i løbet af de kommende dage, når kontrakten bliver godkendt af Det Internationale Fodboldforbund. Han har allerede tilsluttet sig holdets træningslejr. Axel Witsels kontrakt udløber i 2022.

Belgieren kommer fra et succesfuldt VM, hvor han var med til at vinde bronzemedaljer. Her nåede han op på sin 96. landskamp.