Landsholdskonflikten

DBU stævner Simon Kjærs sponsor

Kravet lyder på én million kroner i erstatning over for NordicBet, som landsholdets anfører, Simon Kjær, repræsenterer.

Dansk Boldspil-Union (DBU) har stævnet spillefirmaet NordicBet, som landsholdets anfører, Simon Kjær, har en personlig sponsoraftale med.

Det skriver Ekstra Bladet.

Stævningen skete i sidste uge, og kravet fra DBU lyder på én million kroner i erstatning, da unionen mener, at spilleselskabet har krænket DBU's kommercielle og immaterielle rettigheder.

Kommerciel direktør i DBU Jesper Lind Andersson bekræfter stævningen.

- Vi har stævnet NordicBet for at bringe en VM-kampagne med en spiller (Simon Kjær, red.) i en rød trøje, der giver associationer til landsholdet uden tilladelse fra DBU, siger han.

Konkurrent til DBU's sponsor

DBU har i øjeblikket en sponsoraftale med Danske Spil, der konkurrerer med NordicBet om de danske spillefugles gunst.

Spilleselskabet NordicBet er ifølge Ekstra Bladet blevet stævnet for at bruge landsholdets anfører i kampagnerne forud for VM i fodbold denne sommer, hvor Simon Kjær optrådte i rød trøje og hvide shorts.

Farverne på tøjet blev dog dagen efter ændret i reklamerne til NordicBets blå og hvide farver, men det har altså ikke fået DBU til at fravige sit krav om en erstatning i millionklassen.

TV 2 har mandag aften forsøgt at få en kommentar fra Henrik Olsson, der er marketingchef for NordicBet, men uden held.

Ambassadør siden marts

Simon Kjær blev officielt præsenterer som NordicBets ambassadør i Danmark den 1. marts, hvor spilleselskabet kunne afsløre, at landsholdets anfører skulle være ansigtet i både tv-reklamer og andre kampagneaktiviteter.

- Simon Kjær er et af de allerstørste danske fodboldnavne. Han er landsholdets anfører og har spillet i nogle af de største klubber i verden, udtalte NordicBets daværende danske direktør, Steen Madsen, i en pressemeddelelse.

Og landsholdets anfører lagde ikke skjul på, at han så frem til samarbejdet.

- Som i alle andre situationer går jeg selvfølgelig ind til opgaven seriøst og professionelt. NordicBet er et brand, jeg kan stå inde for. Det er et seriøst firma, der har mange år bag sig i branchen, og jeg ser frem til et godt samarbejde, fortalte Simon Kjær.

Mærkværdig timing

Anføreren for landsholdet giver over for Ekstra Bladet udtryk for, at han er forundret over stævningen fra DBU i sidste uge.

- Det er en mærkværdig timing med en stævning af DBU midt under forhandlingerne, siger Simon Kjær.

TV 2 har forholdt DBU kritikken fra landsholdets anfører, og DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, giver følgende svar i en sms:

- Der har været forhandlet siden nytår, så det er svært at undgå. Tidspunktet er tilfældigt, da vi har haft en lang række sager, hvor vi har måttet kræve penge fra virksomheder, der har krænket landsholdets og DBU's rettigheder.

I øjeblikket er det uvist hvilket landshold, der kan samles til ugens landskampe på udebane mod Slovakiet onsdag og hjemme mod Wales søndag i Aarhus.

Kommercielle rettigheder som stridspunkt

Den tidligere landsholdsaftale, der blev indgået i 2015, udløb efter sommerens VM-slutrunde i fodbold i Rusland. I slutningen af juli blev forhandlingerne om en ny aftale genoptaget.

En af de største knaster i forhold til en ny landsholdsaftale omhandler de kommercielle rettigheder.

Både DBU og landsholdsspillerne ønsker klare linjer for, hvilke rettigheder parterne hver især har i forhold til reklamefremstød vedrørende landsholdet.

Men forhandlingerne mellem parterne strandede i weekenden, og derfor forsøger DBU i skrivende stund at samle et landshold - i første omgang til venskabskampen på onsdag mod Slovakiet med spillere fra landets lavere fodboldrækker.