Kulturminister: Find en løsning for fodboldens skyld

Mette Bock opfordrer DBU og Spillerforeningen til at finde en holdbar løsning på den verserende konflikt.

Du kan se debatprogrammet 'Fodboldkonflikt: Debat om krisen' på TV 2 SPORT klokken 17.15.

- Find en holdbar løsning - hurtigst muligt. For fodboldens skyld.

Sådan lyder budskabet fra kulturminister Mette Bock (LA) i forbindelse med konflikten mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen om en ny landsholdsaftale.

Ministeren ønsker dog ikke at gå ind i selve konflikten.

- Som minister vil jeg ikke gå ind i den verserende konflikt. Men jeg opfordrer til, at de to parter sammen finder en holdbar løsning – hurtigst muligt. For fodboldens skyld, siger Mette Bock til TV 2.

Hvor det sidste år var kvinderne, er det nu herrelandsholdet, der er endt i en strid med DBU om, hvordan de fremtidige vilkår på landsholdet skal se ud.

En stor knast i forhold til at nå til enighed om en ny landsholdsaftale omhandler de kommercielle rettigheder.

En upræcis aftale fra 2015 endte med en voldgiftssag og en regning på tre millioner kroner til DBU.

Derfor ønsker både DBU og spillerne helt klare linjer for, hvilke rettigheder parterne hver især har i forhold til reklamefremstød vedrørende landsholdet.

Danmark skal i denne uge spille mod Slovakiet i en venskabskamp og Wales i Nations League.