Kvindelandsholdet sender sin støtte til herrerne
De danske fodboldkvinder sender via Pernille Harder deres støtte til herrelandsholdet, der er i konflikt.
Du kan se debatprogrammet 'Fodboldkonflikt: Debat om krisen' på TV 2 SPORT klokken 17.15.
Spillerne på det danske kvindelandshold i fodbold står sammen med deres mandlige kolleger i konflikten mellem Dansk Boldspil-Union (DBU) og Spillerforeningen om en ny landsholdsaftale.
Det gør kvindernes anfører, Pernille Harder, mandag klart på Twitter.
- Vi, Kvindelandsholdet, sender vores støtte til Simon Kjær og resten herrelandsholdet og håber, at DBU vil være med til at finde en seriøs løsning, så vi alle igen kan spille bold som et samlet hold, skriver Pernille Harder på Twitter.
Herrernes situation er da heller ikke fremmed for kvinderne, der sidste år endte i en lignende konflikt med DBU.
Eriksen: - Ikke rimeligt og fair
Christian Eriksen er en af de spillere, der er involveret i episoden, og han tager nu bladet fra munden.
Tottenham-spilleren synes, at det er uretfærdigt, at DBU har antydet, at spillerne kun tænker på sig selv og deres pengepung.
- Det er da os spillere, der hvert år spiller et kæmpestort millionoverskud hjem til DBU, siger Eriksen til Ekstra Bladet.
- DBU fortæller gerne i medierne, at nu skal vi også se på sammenhold, fællesskab og solidaritet - som om vi er helt ligeglade med helheden. Er det ikke det, vi gør, når vi altid med stort humør stiller til eksempelvis DBU's arrangementer med børn. Som når jeg er hjemme i min barndomsklub og spille fodbold med børnene.
- Det er ikke rimeligt eller fair at beskylde os for ikke at tænke på andre end os selv. Det er i virkeligheden rigtig ubehageligt at høre på.
Pernille Harder, der til daglig spiller i tyske Wolfsburg, blev i sidste uge kåret til årets kvindelige fodboldspiller i Europa af Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).
Hun er noteret for 102 landskampe, hvori det er blevet til 53 scoringer.