Dansk divisionsspiller: Derfor stiller jeg op for landsholdet
2. divisionsspilleren Daniel Holm stiller op for Danmark, fordi han vil hjælpe landsholdet i en svær tid, når de møder Slovakiet i en testkamp.
Det er nok de færreste danskere, der kender den tidligere Brøndby- og nuværende Skovshoved-spiller Daniel Holm, der onsdag kan få sin første A-landsholdskamp.
Den 23-årige 2. divisionsspiller har meldt sig til tjeneste for det landshold, der skal trænes af den midlertidige landstræner John 'Faxe' Jensen, og på sin Twitter-profil forklarer han hvorfor:
- Jeg har i denne svære tid for landsholdet besluttet mig for, at jeg gerne vil hjælpe. Hjælpe Danmark og hjælpe dansk landsholdsfodbold. Vi elsker alle at se landsholdet spille fodbold, og vi elsker endnu mere at se dem til slutrunder. Derfor skal kampen i morgen afvikles, skriver Daniel Holm og uddyber på sin Facebook-side:
- Det bliver den største dag i mit liv, og jeg håber, at I vil kigge med. Jeg er klar på samtlige reaktioner - positive som negative.
'Faxe': Holdet bliver stjernen
Tirsdag aften i Bratislava mødte den danske 24-mandstrup, John 'Faxe' Jensen og resten af den danske stab så op, hvorefter den midlertidige landstræner mødte pressen og satte ord på den besynderlige oplevelse.
Her slog EM-helten fra 1992 fast, at han havde gjort det klart over for Dansk Boldspil-Union, at han ikke vil indblades i konflikten, men at han kun gør det for at hjælpe dansk landsholdsfodbold. Samtidig fortalte han, hvordan han havde brugt flyveturen fra Roskilde til Bratislava på at lære spillerne at kende.
- Jeg tror, selve holdet bliver stjernen. Det er holdarbejde, der skal til, så de kan gå ud og nyde det, men også arbejde sindssygt hårdt for hinanden. Så er vi oppe imod et sindssygt godt hold og verdensklassespillere.
- Det er en stor opgave, der ligger foran os, og vi har arbejdet lige siden i morges og haft individuelle samtaler med spillerne i flyet omkring, hvilke positioner de kan spille, og om de kender noget til hinanden, sagde 'Faxe' til TV 2 SPORT.
John 'Faxe' Jensen får en enkelt kort træning med spillerne onsdag, der er kampdag. Træningen vil være lukket, men her skal der kigges nærmere på, hvad en mulig taktik kan være til kampen mod Slovakiets landshold.
Ubehagelige opkald
Ifølge direktør DBU's direktør, Claus Bretton-Meyer, har unionen valgt at tage en sportspsykolog med til Slovakiet af frygt for, at spillerne bliver udsat for chikane af Spillerforeningen. Samtidig kan sportspsykologen være med til at klæde spillerne på.
- En lang række folk har fået opkald af mere eller mindre behagelig karakter, og derfor må jeg gentage, at de spillere og trænere, der stiller op, har jeg den yderste respekt for, siger DBU-direktøren.
Fodboldunionen har længe ligget i konflikt med Spillerforeningen, der i klare vendinger har opfordret spillerne fra landets bedste fodboldrækker til at ignorere DBU's opfordringer om at stille op til kamp.
Der skulle også være spillere fra Superligaen, som har meldt sig til landsholdet, men som DBU selv har frarådet at stille op af frygt for eventuelle konsekvenser.
Her er den alternative, danske trup mod Slovakiet
Målmænd: Morten Bank (Avarta), Victor Vobbe Larsen (Tarup Paarup IF), Christoffer Haagh (Jægersborg Boldklub)
Forsvarsspillere: Christian Bannis (Tarup Paarup IF), Mads Priisholm Bertelsen (Tarup Paarup IF), Christians Bommelund Christensen (Jægersborg Boldklub), Victor Hansen (Frederikssund), Nicolai Johansen (Vanløse), Daniel Nielsen (Vanløse), Kasper Skræp (Tarup Paarup IF)
Midtbanespillere: Rasmus Gaudin (Vanløse), Adam Fogt (Kastrup), Anders Hunsballe (Greve), Oskar Højbye (Vanløse), Christopher Jakobsen (Hillerød), Rasmus Johanson (HIK), Kevin Jørgensen (Jægersborg Boldklub), Kasper Kempel (Skovshoved), Simon Vollesen (Birkerød).
Angribere: Anders Fønss (Tarup Paarup IF), Troels Cillius Nielsen (Birkerød), Christian Offenberg (Avarta), Daniel Holm Sørensen (Skovshoved), Louis Veis (Jægersborg Boldklub).