Landsholdskonflikten

Én 'frivillig' landsholdsspiller bliver sorteret fra

Dansk Boldspil-Union har udvalgt 24 spillere til kampen mod Slovakiet, men John 'Faxe' Jensen må kun skrive 23 navne på holdkortet.

Trods risiko for chikane har de selv meldt sig til hos Dansk Boldspil-Union (DBU), men vikarierende landstræner John 'Faxe' Jensen må skuffe én af de 24 spillere.

Fodboldunionen bekræfter over for TV 2 SPORT, at Danmark kun må stille med 23 spillere i venskabskampen mod Slovakiet onsdag aften.

- Det er rigtigt nok, at der kun må stå 23 navne på holdkortet, så én vælges fra til kampen. Også selv om det er en venskabskamp, da den spilles i UEFA-regi, oplyser DBU's presseansvarlige Pia Schou Nielsen til TV 2 SPORT.

Hvornår den pågældende spiller får besked, er uvist, men det vil højst sandsynligt være efter den træning, som det danske hold har onsdag formiddag, hvor 'Faxe' vil have styr på de sidste taktiske ting.

EM-helten fra 1992 fortalte på pressemødet tirsdag aften, at han havde brugt flyveturen fra Roskilde til Bratislava på at lære spillerne bedre at kende.

- Jeg har haft individuelle samtaler med spillerne i flyet, omkring hvilke positioner de kan spille, og om de kender noget til hinanden. Nogle spillere har meldt til, andre har meldt fra i den her proces. Ud fra de 24 spillere har jeg prøvet at gøre det enormt grundigt i forhold til, hvordan vi kan stille op, lød det fra manden, der ramte den 'lige i røven' mod tyskerne.

- Succeskriteriet er, at spillerne går ud og kæmper alt, hvad de kan. Om vi taber 0-8 eller 0-1 er ikke vigtigt. Spillerne skal have den oplevelse, som de har meldt sig til. Det er enormt vigtigt, at de kan se sig selv i spejlet bagefter. Hvad det bliver, må vi se bagefter. Det er ikke så meget det, vi går op i, sagde 'Faxe'.

Kampen mellem Slovakiet og Danmark fløjtes i gang klokken 20.45.

Danmarks vikarlandshold mod Slovakiet

Målmænd: Morten Bank (Avarta), Victor Vobbe Larsen (Tarup Paarup IF), Christoffer Haagh (Jægersborg Boldklub).

Forsvarsspillere: Christian Bannis (Tarup Paarup IF), Mads Priisholm Bertelsen (Tarup Paarup IF), Christians Bommelund Christensen (Jægersborg Boldklub), Victor Hansen (Frederikssund), Nicolai Johansen (Vanløse), Daniel Nielsen (Vanløse), Kasper Skræp (Tarup Paarup IF).

Midtbanespillere: Rasmus Gaudin (Vanløse), Adam Fogt (Kastrup), Anders Hunsballe (Greve), Oskar Højbye (Vanløse), Christopher Jakobsen (Hillerød), Rasmus Johanson (HIK), Kevin Jørgensen (Jægersborg Boldklub), Kasper Kempel (Skovshoved), Simon Vollesen (Birkerød).

Angribere: Anders Fønss (Tarup Paarup IF), Troels Cillius Nielsen (Birkerød), Christian Offenberg (Avarta), Daniel Holm Sørensen (Skovshoved), Louis Veis (Jægersborg Boldklub).