Første spiller er offentliggjort på Danmarks hold

Dansk Boldspil Union (DBU) har fundet spillere i egne rækker, der kan være med, når Danmark skal møde Slovakiet onsdag aften.

Konflikten mellem DBU og det danske fodboldlandshold har bragt futsallandsholdet og en stribe divisionsspillere i spil til en kamp på øverste landsholdsniveau. 

Tirsdag middag skriver DR Sporten, at to spillere fra 2. Divisions-klubben Avarta er udtaget til landskampen mod Slovakiet. Den ene er Christian Offenberg. Ifølge TV 2/FYN har fem spillere fra 2. Divisionsklubben TPI - Tarup Paarup IF også takket ja til at spille.

Divisionsspillerne skal på banen, med mindre DBU og Spillerforeningen lander en aftale for A-landsholdet. Hvis det ikke sker, kan spillerne fra den tredjebedste række meget vel få selskab af spillere fra futsallandsholdet. 

Både B.T. og Ekstra Bladet erfarede i første omgang historien, som TV 2 SPORT nu kan bekræfte. Flere spillere på futsallandsholdet har fået en mulighed for at takke ja til en A-landskamp i fodbold, når Danmark skal møde Slovakiet i en venskabskamp onsdag aften. 

Hvad er futsal?

  • Futsal er en form for fodbold, der spilles indendørs på baner på størrelse med håndboldbaner uden bander.
  • Et hold består af fire markspillere og en målmand.
  • Bolden vejer det samme som en normal fodbold, men bolden i futsal er konstrueret, så den hopper mindre. 
  • FIFA afholder ligesom i normal fodbold VM hvert fjerde år.

Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har over halvdelen af futsalspillerne fra den seneste landsholdstrup sagt ja til at spille mod Slovakiet. Andre er af forskellige årsager forhindrede eller har takket nej. 

- Da vores spillere er amatører, bestemmer de selv, hvor og for hvem de spiller fodbold. Mig bekendt er der ikke spillere fra København Futsal, som skal spille fodbold uden for landets grænser i morgen - men jeg kan være uoplyst, siger Tais Pundik, træner for København Futsal, til TV 2 SPORT.

Hvis futsalspillerne sendes til Slovakiet, kan de komme til at udgøre en væsentlig del af den landsholdstrup, der møder Slovakiet onsdag aften. Det forudsætter naturligvis, at DBU og Spillerforeningen stadig ikke kan blive enige om vilkårene for, at Christian Eriksen og kompagni skal spille kampen. En pludselig aftale mellem DBU og Spillerforeningen kan jo bringe det normale landshold tilbage på banen i løbet af et øjeblik.

Tidligere tirsdag udsendte Spillerforeningen er en pressemeddelelse, hvor Christian Eriksen og Thomas Delaney opfordrede DBU til at sende det rigtige landshold til Slovakiet. Meddelelsen blev udsendt kort efter, at bold.dk erfarede, at DBU er i mål med at samle et landshold bestående af 23 spillere, der ikke var udtaget i første omgang.

TV 2 SPORT kan ikke bekræfte, at DBU har samlet et alternativt landshold. TV 2 SPORT kan blot fastslå, at futsallandsholdet er i spil til at erstatte Eriksen, Delaney, Kjær og alle de andre velkendte navne.

Futsalassistent har sagt op

På dagen hvor futsallandsholdet er bragt i spil til at træde ind i stedet for fodboldlandsholdet har assistenttræner Adolfo "Dolle" Rodriguez valgt at stoppe på futsallandsholdet. Det skriver han på Facebook.

"Dolle" ønsker ikke at uddybe sit exit fra landsholdet over for TV 2 SPORT. Han konstaterer blot:

- Du er velkommen til at tolke det, som du vil.

På det nuværende futsal-landshold er det Christoffer Haagh, Jim Bothmann Hougaard, Zakaria El-Ouaz og Kevin Jørgensen, som har spillet flest kampe.

Hverken anfører Christoffer Haagh eller futsallandstræner Nikolaj Saabye ønsker at kommentere historien.