Fodbold

Tre scenarier: Dét kan ske i landsholdets konflikt

Onsdag aften skal Danmark spille landskamp mod Slovakiet. Tirsdag morgen er det uvist, hvilke spillere der skal løbe på banen i Bratislava.

Konflikten mellem Dansk Boldspil Union (DBU) og Spillerforeningen nærmer sig efterhånden et klimaks.

I løbet af det næste døgn bliver det afgjort, hvem der skal spille fodboldlandskampen mod Slovakiet onsdag aften. Flere muligheder er i spil, som du kan læse herunder.

Den prekære situation er opstået, fordi DBU og Spillerforeningen ikke kan blive enige om en ny landsholdsaftale til herrelandsholdet. Forhandlingerne strandede i weekenden, hvor parterne var så langt fra hinanden omkring de kommercielle rettigheder, at DBU stillede et ultimatum: Hvis ikke spillerne meldte sig klar under nogle opsatte vilkår, ville unionen samle et nyt landshold.

Det arbejde er i fuld gang nu. TV 2 SPORT er blandt andet i besiddelse af en skriftlig bøn til klubberne helt ned i 2. division, hvor DBU beder om hjælp til at eftersøge mulige landsholdsspillere. Spørgsmålet er bare, om det lykkes at samle et nyt landshold til onsdagens testkamp mod Slovakiet og søndagens Nations League-opgør mod Wales. Her er de tre umiddelbare scenarier i en af de største konflikter i dansk fodboldhistorie.

Mulighed 1: DBU sender et alternativt landshold

DBU arbejder på at samle et landshold af spillere, der har lyst til at stille op under unionens vilkår. Danske spillere i Superligaen, 1. division og 2. division har haft mulighed for at melde sig indtil mandag klokken 19. I brevet til klubberne i den næst- og tredjebedste række udtrykte DBU en bekymring for, om det ville lykkes at samle et nyt landshold.

Spillerforeningen har bedt flere hundrede medlemmer om at støtte landsholdsspillerne med et ’nej tak’ til DBU’s tilbud om en landskamp. Mandag aften forlød det dog, at DBU er kommet i mål med et alternativt landshold. Dette er ikke bekræftet.

Mulighed 2: ’Det rigtige landshold’ tager af sted

De seneste konflikter mellem DBU og Spillerforeningen har vist, at meget kan ændre sig på kort tid. Derfor skal det stadig ikke udelukkes, at Christian Eriksen og kompagni løber på banen onsdag aften. Thomas Delaney har eksempelvis udtalt:

- Vi er klar til at tage af sted, når det skal være, for vi er godt klar over, at det her kan gå stærkt, men også trække ud, sagde Delaney søndag til TV 2 SPORT.

I 2017 stod kvindelandsholdet i en lignende situation, hvor holdet ikke ville møde ind i landsholdslejren uden en ny, permanent aftale. Det endte med at koste VM-kvalifikationskampen mod Sverige, der blev aflyst og endte med et skrivebordsnederlag samt en bøde til DBU. Kort efter aflysningen indvilligede spillerne alligevel i at spille uden en komplet og permanent aftale. Derfor rejste de til Kroatien få dage senere.

Mulighed 3: Kampen mod Slovakiet aflyses

Hvis føromtalte forlydender ikke er en realitet, og DBU ikke kan samle et alternativt landshold eller blive enige med ’det rigtige landshold’, kan det hele ende med en aflysning af onsdagens kamp.

- Hvis kampene ikke spilles, risikerer vi kæmpe millionbøder og udelukkelser for begge landshold - og dansk fodbold bliver slået tilbage til stenalderen på mange områder, siger DBU-direktør Claus Bretton-Meyer til DBU’s hjemmeside.

En aflysning vil stride mod DBU’s udmeldinger til det slovakiske forbund, der ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er blevet lovet en landskamp onsdag aften. Mandag holdt DBU også fast i den planlagte træningstid på kampbanen tirsdag eftermiddag – og tirsdag morgen står ”pressemøde med to spillere og en træner klokken 17.30” også stadig som en planlagt presseaktivitet på unionens hjemmeside. Åge Hareide er stadig opført som tilstedeværende, selvom det er meldt ud, at han ikke skal træne et alternativt landshold.

Senere har presseafdelingen i Slovakiets fodboldforbund udtalt til TV 2 SPORT, at de danske aktiviteter tirsdag aften er aflyst. Det vil DBU dog ikke bekræfte - her taler man om, at de planlagte begivenheder nok bare bliver rykket.

Landsholdskonfliktens forløb

  1. 2018

    1. Landsholdsaftalen udløber

      Den hidtidige aftale mellem herrelandsholdet og DBU udløber. Parterne er stadig ikke nået til enighed om en ny aftale, selvom de har forhandlet siden nytår.

    2. Spillerforeningen melder ud

      Efter en periode med træge forhandlinger meddeler Spillerforeningen 20. august, at den ønsker at få en ny aftale på plads hurtigst muligt, så der vil være en afklaring før venskabskampen mod Slovakiet 5. september.

    3. DBU's seks lokalforeninger skriver brev

      DBU's seks lokalforeninger skriver et brev til de danske landsholdsspillere, hvori de opfordrer spillerne til at tænke på helheden i dansk fodbold og ikke kun egen vinding.

      - Mød nu hinanden og lad os sammen gøre lagkagen større og ikke mindre, lyder det i brevet.

    4. Spillerne vil forlænge den gamle aftale

      Mandag aften den 27. august går en række landsholdsspillere gået ud i medierne med to budskaber:

      - De ønsker at forlænge den gamle overenskomst med DBU midlertidigt

      - De tror ikke på, at de kan nå til enighed med DBU omkring spillernes rettigheder i forhold til deres personlige sponsorer

       

      Thomas Delaney siger følgende til TV 2 SPORT:

      - Vi har tilbudt at forlænge den gamle aftale, så den gælder, mens vi forhandler. Men det vil DBU desværre ikke, siger den danske landsholdsspiller.

    5. DBU udskyder frist for aftale

      På grund af de forestående landskampe 5. september og 9. september sætter Dansk Boldspil-Union (DBU) en deadline for en ny aftale til fredag 31. august kl. 23.59.

    6. DBU indstiller forhandlinger og kommer med ultimatum

      Da parterne ikke nåede til enighed inden fristen 31. august kl. 23.59, indstiller DBU forhandlingerne.

      I stedet tilbyder DBU, at spillerne kan spille landskampene mod Slovakiet og Wales under en delaftale. Samtidig giver DBU spillerne indtil søndag 2. september klokken 18 til at melde ud, hvorvidt de har tænkt sig at møde op i landsholdslejren mandag 3. september.

    7. Spillerne afviser DBU's tilbud

      Spillerne nægter at spille landskampene uden en ny aftale. Den tidligere landsholdsspiller William Kvist afviser DBU's ultimatum på vegne af Spillerforeningen.

      - Vi er et kollektiv. Det er sådan, det har fungeret i 25 år. De har tilbudt et honorar for nogle kampe. Det er slet ikke det, vi er interesseret i. Vi er interesseret i at forblive et kollektiv. Vi er et hold, som kæmper for hinanden, og det er det, vi ønsker, siger William Kvist.

      Med en kollektiv aftale mener Kvist, at landsholdet skal indgå i en fælles aftale for alle spillere, hvor DBU's nuværende tilbud egentlig er et tilbud til hver enkelt spiller, som de kan vælge at takke ja eller nej til.

    8. Spillerne tilbyder igen at forlænge aftale

      Til TV 2 SPORT fortæller Thomas Delaney på vegne af Spillerforeningen, at den tilbyder DBU en forlængelse af den gamle landsholdsaftale, så den løber frem til 1. oktober.

      - Vi tilbyder nu at køre videre på den aftale, vi har haft de seneste fire år, som vi er meget tilfredse med, og som har virket. Lad den køre en måned til og giv os lidt tid. Vi vil rigtig gerne spille de her kampe, og hvis vi kører videre på den gamle aftale, som har fungeret, så giver det god tid til at forhandle videre, siger Delaney.

    9. DBU's deadline for ultimatum er overskredet

    10. DBU afviser spillernes tilbud - betragter det som afbud

      Det oplyser DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, til Ritzau:

      Den (gamle aftale, red.) kommer vi ikke til at forlænge, og det ved Spillerforeningen godt. De har tilbudt os noget, vi ikke kan eller vil tage imod.

      - Derfor må vi betragte det som et afbud, og at spillerne ikke ønsker at stille op til de to kampe, der kommer i næste uge.

    11. DBU kontakter danske klubber

      I forsøget på at skrabe et landshold sammen kontakter DBU først Superligaklubberne og siden klubberne i 1. division og 2. division.

      Landsholdsspillerne, der planlægger at mødes i København mandag aften, opfordrer landets spillere til at sige nej til landsholdet.

    12. DBU udtrykker bekymring

      DBU har efter alt at dømme problemer med samle spillere nok sammen fra Superligaen og har derfor sendt en e-mail til klubberne i 1. og 2. division, hvori der blandt andet står:

      - Bekymringen er derfor, om vi overhovedet når i mål, hvorfor vi ser os nødsaget til nu at kontakte jer som ansvarlige i 1. og 2. division og bede om samme støtte.

    13. Hareide bliver hjemme - DBU skal finde ny træner

      Ikke nok med at DBU skal sammensætte et helt nyt landshold til denne uges landskampe, fodboldunionen skal også finde en ny landstræner.

      Åge Hareide kommer såldes ikke til at stå på sidelinjen, når Danmark møder Slovakiet 5. september og Wales 9. september.

    14. Futsal- og divisionsspillere melder sig klar

      Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har flere spillere fra det danske futsallandshold og spillere fra 2. division meldt sig klar til venskabskampen mod Slovakiet.

      Der er tale om over halvdelen af den seneste trup fra futsallandsholdet. Derudover gælder det også fem spillere fra 2. divisionsklubben TPI - Tarup Paarup IF og Christian Offenberg og Morten Bank, der begge spiller i Avarta.

    15. De første spillere på vikarlandsholdet bliver offentliggjort

      Konflikten mellem DBU og det danske fodboldlandshold har bragt futsallandsholdet og en stribe divisionsspillere i spil til en kamp på øverste landsholdsniveau.

      To spillere fra 2. divisionsklubben Avarta er udtaget til landskampen mod Slovakiet. Den ene er angriberen Christian Offenberg. Ifølge TV 2/FYN har fem spillere fra 2. divisionsklubben TPI - Tarup Paarup IF også takket ja til at spille.

    16. John 'Faxe' Jensen præsenteres som landstræner

      Det bliver den tidligere europamester fra 1992 John 'Faxe' Jensen, der skal stå i spidsen for landsholdet i venskabskampen mod Slovakiet. Det bekræfter DBU over for TV 2.

    17. DBU bekræfter, at Danmark stiller med vikarlandshold mod Slovakiet

      Danmark kommer til at spille mod Slovakiet onsdag aften samt Nations League-kampen mod Wales i Aarhus søndag 9. september. Det bekræfter DBU, der har udtaget et alternativt landshold, som unionen selv vælger at døbe 'vikarlandsholdet', til kampene.

    18. Vikarlandsholdet taber 0-3 til Slovakiet

      Danmarks midlertidige landstræner John 'Faxe' Jensen og vikarlandsholdet taber venskabskampen i Slovakiet onsdag 5. september med 0-3.

    19. DBU og Spillerforeningen indgår midlertidig aftale

      Efter lang tids tovtrækkeri mellem DBU og Spillerforeningen, hvor ingen af parterne var villige til at give sig i forhandlingerne, er parterne nu nået til enighed om en midlertidig aftale, der løber frem til 1. oktober.

    20. Danmark slår Wales i Aarhus

      Danmarks 'rigtige' landshold tager hul på Nations League med en 2-0-sejr over Wales. Christian Eriksen bliver dobbelt målscorer og bringer sig dermed op på 25 mål i alt for A-landsholdet.

    21. Bestyrelsesmøde i DBU

      Denne lørdag er der bestyrelsesmøde i DBU. Her forventes det, at bestyrelsen får forelagt det, som man eventuelt er kommet frem til i forhandlingerne mellem DBU's udsendte folk og Spillerforeningen. Bestyrelsen skal enten godkende eller revidere aftaleudkastet, inden det kan blive endeligt. Det er dog ikke givet, at en ny landsholdsaftale falder på plads lørdag.

    22. DBU og Spillerforeningen indgår aftale

      På et pressemøde præsenterer DBU-formand Jesper Møller en ny landsholdsaftale for Herrelandsholdet. Den nye aftale mellem Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen løber til og med EM-slutrunden i 2024. Læs om aftalens indhold her.

    23. Hareide udtager landsholdstrup

      Onsdag 3. oktober udtager landstræner Åge Hareide sin trup til kampene mod Irland 13. oktober (Nations League) og Østrig 16. oktober (venskabskamp).