Den vikarierende landstræner John 'Faxe' har et inderligt håb om, at der kun er brug for ham og de 24 vikarspillere i én kamp. DBU deler samme håb.
Kort før klokken 19.00 tirsdag aften trådte 24 danske fodboldspillere og den vikarierende landstræner John 'Faxe' Jensen ud af en bus foran luksushotellet Grand Hotel River Park klods op ad Europas næstlængste flod, Donau.
Det var første gang, at offentligheden fik sat ansigt på de spillere, der er rejst til den slovakiske hovedstad Bratislava for at repræsentere det danske landshold i venskabskampen mod Slovakiet onsdag aften.
'Faxe' og spillerne er ifølge Dansk Boldspil-Union (DBU) udtaget til kampen mod Slovakiet med mulighed for forlængelse, men både EM-helten fra 1992 og DBU håber på en engangsforestilling.
- Jeg vil ikke tale om søndag (Nations League-kampen mod Wales i Aarhus, red.), for jeg håber, at der kan findes en løsning (mellem DBU og Spillerforeningen/landsholdsspillerne, red.). Jeg håber i min vildeste fantasi på en løsning hurtigst muligt, sagde John 'Faxe' Jensen på pressemødet tirsdag aften.
- Jeg håber kun, at det (vikarierende landshold, red.) spiller én kamp, lød det fra DBU's elitechef Kim Hallberg, der forklarede hemmeligholdelsen af spillerne således:
- Det var en kaotisk proces at få dem (spillerne, red.) udtaget. Der er rigtig mange, som har bokset med det her dilemma. For at undgå at skulle udsætte spillerne for et yderligere ydre pres og kun det indre, har vi gjort alt for, at de ikke skulle springe fra i sidste øjeblik, siger Hallberg.
'Faxe' vil ikke tage stilling i konflikten
Årsagen til, at det er kommet så vidt, at 24 spillere med daglig gang i enten 2. division eller Danmarksserien er indkaldt til A-landsholdet, skal findes i, at DBU og Spillerforeningen/landsholdsspillerne ikke er blevet enige om en ny landsholdsaftale.
John 'Faxe' Jensen forklarede i pressemeddelelsen fra DBU og igen på pressemødet tirsdag aften, at han har påtaget sig ansvaret som landstræner for dansk fodbolds skyld, og at han ikke vil tage parti i den igangværende konflikt.
- Det er en lortesag. Også fra min side. Der er stadigvæk to parter, der er involveret i det her. De har begge rigtige og forkerte hensigter i forhold til at nå en løsning. For mig er det vigtigste at være med til at minimere nogle af de negative konsekvenser, og det er ved at spille, sagde 'Faxe'.
Det europæiske fodboldforbund (UEFA) har tidligere meldt ud, at et dansk afbud til kampen mod Slovakiet ville medføre en sag i forbundets disciplinærinstanser.
- Jeg har selvfølgelig været nødt til at vende en masse ting (i forhold til at sige ja til DBU, red.). Jeg har så stor kærlighed til landsholdet - både spillerne og DBU. Hvis jeg kan bidrage i den her situation, så gør jeg det. Det negative ved det kigger jeg ikke på nu, men jeg kigger derimod på dét, der er vigtigt: Kampen i morgen (onsdag, red.), sagde John 'Faxe' Jensen.
Samtaler med spillerne i flyet
Den tidligere europamester og Fremad Amager-træner har ikke haft indflydelse på, hvilke spillere han har til rådighed. De første navne kom på plads mandag aften og de sidste tirsdag formiddag, forklarede Kim Hallberg.
Derfor har 'Faxe' brugt og vil bruge enhver lejlighed til at lære spillerne bedre at kende.
- Jeg har haft individuelle samtaler med spillerne i flyet, omkring hvilke positioner de kan spille, og om de kender noget til hinanden. Nogle spillere har meldt til, andre har meldt fra i den her proces. Ud fra de 24 spillere har jeg prøvet at gøre det enormt grundigt i forhold til, hvordan vi kan stille op, lød det fra manden, der ramte den 'lige i røven' mod tyskerne.
- Hvem er den bedste? Det er svært at sige. Vi skal i løbet af aftenen (tirsdag, red.) finde ud af, hvad der er bedst. Det er selvfølgelig ikke nemt som træner. Jeg kender ikke spillerne på det mentale plan. Når de løber på banen, bliver de så bange eller nervøse? Tænker de over, hvad de siger hjemme i Danmark? Vi skal på kort tid finde ud af, hvilket system vi skal spille.
- Jeg er nok nogenlunde klar over, hvilken taktik vi lægger for dagen. Det er nok ikke full monty. Der er Slovakiet flere klasser bedre end os. Det er dygtige verdensstjerner, sagde 'Faxe' og understregede, at resultat ikke er så vigtigt.
Tre kandidater til anførerbindet
- Succeskriteriet er, at spillerne går ud og kæmper alt, hvad de kan. Om vi taber 0-8 eller 0-1 er ikke vigtigt. Spillerne skal have den oplevelse, som de har meldt sig til. Det er enormt vigtigt, at de kan se sig selv i spejlet bagefter. Hvad det bliver, må vi se bagefter. Det er ikke så meget det, vi går op i.
John 'Faxe' Jensen fortalte også, at han har tre kandidater til anførerbindet. Tirsdag aften ville han dog ikke sige hvem, og det bliver også først onsdag klokken 20.45, at vi finder ud af, om der kommer navne på de røde trøjer.
Danmarks vikarlandshold træner onsdag formiddag. John ’Faxe’ Jensen vil gerne have de sidste taktiske ting på plads, inden mødet med Marek Hamsik og resten af de slovakiske stjerner.
Den hidtidige aftale mellem herrelandsholdet og DBU udløber. Parterne er stadig ikke nået til enighed om en ny aftale, selvom de har forhandlet siden nytår.
Spillerforeningen melder ud
Efter en periode med træge forhandlinger meddeler Spillerforeningen 20. august, at den ønsker at få en ny aftale på plads hurtigst muligt, så der vil være en afklaring før venskabskampen mod Slovakiet 5. september.
DBU's seks lokalforeninger skriver brev
DBU's seks lokalforeninger skriver et brev til de danske landsholdsspillere, hvori de opfordrer spillerne til at tænke på helheden i dansk fodbold og ikke kun egen vinding.
- Mød nu hinanden og lad os sammen gøre lagkagen større og ikke mindre, lyder det i brevet.
- De ønsker at forlænge den gamle overenskomst med DBU midlertidigt
- De tror ikke på, at de kan nå til enighed med DBU omkring spillernes rettigheder i forhold til deres personlige sponsorer
Thomas Delaney siger følgende til TV 2 SPORT:
- Vi har tilbudt at forlænge den gamle aftale, så den gælder, mens vi forhandler. Men det vil DBU desværre ikke, siger den danske landsholdsspiller.
DBU udskyder frist for aftale
På grund af de forestående landskampe 5. september og 9. september sætter Dansk Boldspil-Union (DBU) en deadline for en ny aftale til fredag 31. august kl. 23.59.
DBU indstiller forhandlinger og kommer med ultimatum
I stedet tilbyder DBU, at spillerne kan spille landskampene mod Slovakiet og Wales under en delaftale. Samtidig giver DBU spillerne indtil søndag 2. september klokken 18 til at melde ud, hvorvidt de har tænkt sig at møde op i landsholdslejren mandag 3. september.
Spillerne afviser DBU's tilbud
Spillerne nægter at spille landskampene uden en ny aftale. Den tidligere landsholdsspiller William Kvist afviser DBU's ultimatum på vegne af Spillerforeningen.
- Vi er et kollektiv. Det er sådan, det har fungeret i 25 år. De har tilbudt et honorar for nogle kampe. Det er slet ikke det, vi er interesseret i. Vi er interesseret i at forblive et kollektiv. Vi er et hold, som kæmper for hinanden, og det er det, vi ønsker, siger William Kvist.
Med en kollektiv aftale mener Kvist, at landsholdet skal indgå i en fælles aftale for alle spillere, hvor DBU's nuværende tilbud egentlig er et tilbud til hver enkelt spiller, som de kan vælge at takke ja eller nej til.
- Vi tilbyder nu at køre videre på den aftale, vi har haft de seneste fire år, som vi er meget tilfredse med, og som har virket. Lad den køre en måned til og giv os lidt tid. Vi vil rigtig gerne spille de her kampe, og hvis vi kører videre på den gamle aftale, som har fungeret, så giver det god tid til at forhandle videre, siger Delaney.
DBU's deadline for ultimatum er overskredet
DBU afviser spillernes tilbud - betragter det som afbud
Det oplyser DBU's kommunikationschef, Jakob Høyer, til Ritzau:
DBU har efter alt at dømme problemer med samle spillere nok sammen fra Superligaen og har derfor sendt en e-mail til klubberne i 1. og 2. division, hvori der blandt andet står:
- Bekymringen er derfor, om vi overhovedet når i mål, hvorfor vi ser os nødsaget til nu at kontakte jer som ansvarlige i 1. og 2. division og bede om samme støtte.
Hareide bliver hjemme - DBU skal finde ny træner
Ikke nok med at DBU skal sammensætte et helt nyt landshold til denne uges landskampe, fodboldunionen skal også finde en ny landstræner.
Åge Hareide kommer såldes ikke til at stå på sidelinjen, når Danmark møder Slovakiet 5. september og Wales 9. september.
Futsal- og divisionsspillere melder sig klar
Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger har flere spillere fra det danske futsallandshold og spillere fra 2. division meldt sig klar til venskabskampen mod Slovakiet.
Der er tale om over halvdelen af den seneste trup fra futsallandsholdet. Derudover gælder det også fem spillere fra 2. divisionsklubben TPI - Tarup Paarup IF og Christian Offenberg og Morten Bank, der begge spiller i Avarta.
De første spillere på vikarlandsholdet bliver offentliggjort
To spillere fra 2. divisionsklubben Avarta er udtaget til landskampen mod Slovakiet. Den ene er angriberen Christian Offenberg. Ifølge TV 2/FYN har fem spillere fra 2. divisionsklubben TPI - Tarup Paarup IF også takket ja til at spille.
John 'Faxe' Jensen præsenteres som landstræner
Det bliver den tidligere europamester fra 1992 John 'Faxe' Jensen, der skal stå i spidsen for landsholdet i venskabskampen mod Slovakiet. Det bekræfter DBU over for TV 2.
DBU bekræfter, at Danmark stiller med vikarlandshold mod Slovakiet
Danmark kommer til at spille mod Slovakiet onsdag aften samt Nations League-kampen mod Wales i Aarhus søndag 9. september. Det bekræfter DBU, der har udtaget et alternativt landshold, som unionen selv vælger at døbe 'vikarlandsholdet', til kampene.
DBU og Spillerforeningen indgår midlertidig aftale
Efter lang tids tovtrækkeri mellem DBU og Spillerforeningen, hvor ingen af parterne var villige til at give sig i forhandlingerne, er parterne nu nået til enighed om en midlertidig aftale, der løber frem til 1. oktober.
Danmark slår Wales i Aarhus
Danmarks 'rigtige' landshold tager hul på Nations League med en 2-0-sejr over Wales. Christian Eriksen bliver dobbelt målscorer og bringer sig dermed op på 25 mål i alt for A-landsholdet.
Bestyrelsesmøde i DBU
Denne lørdag er der bestyrelsesmøde i DBU. Her forventes det, at bestyrelsen får forelagt det, som man eventuelt er kommet frem til i forhandlingerne mellem DBU's udsendte folk og Spillerforeningen. Bestyrelsen skal enten godkende eller revidere aftaleudkastet, inden det kan blive endeligt. Det er dog ikke givet, at en ny landsholdsaftale falder på plads lørdag.
DBU og Spillerforeningen indgår aftale
På et pressemøde præsenterer DBU-formand Jesper Møller en ny landsholdsaftale for Herrelandsholdet. Den nye aftale mellem Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen løber til og med EM-slutrunden i 2024. Læs om aftalens indhold her.
Hareide udtager landsholdstrup
Onsdag 3. oktober udtager landstræner Åge Hareide sin trup til kampene mod Irland 13. oktober (Nations League) og Østrig 16. oktober (venskabskamp).