Tofts karakterbog: En tak skal lyde til de slovakiske topspillere
Fodboldkommentator Flemming Toft uddeler karakterer til det danske vikarlandshold efter venskabskampen mod Slovakiet.
Godkendt.
Vikar-John må være tilfreds. Og med ham hele DBU-staben. For de danske stand-in-spillere i 2. divisions- og serieklassen tog fat om deres livs udfordring - og oplevelse - og med opløftet indstilling, hårdt arbejde og generel teknisk evne undgik dansk fodbold ydmygelsen.
Klaphatten får et løft, de meldte sig, de blev lavt værdsat, de blev udsat for hån og spot - men svarede fint igen. Vi snakker ikke om klasse, men præstationen skal vurderes ud fra hverdagens evner. Og så må lærerstaben være med pænt smil.
En tak skal også lyde til de slovakiske topspillere, der iført spadseredragt lod tempoet være moderat og mere legede med hæl og tå end vrist og inderside.
På søndag spilles der for alvor.
Karakterbogen er dømt ud fra landsholdskvalitet, for det her var en officiel landskamp.
Christoffer Haagh 4 (kampens spiller)
Målmand, Jægersborg (Serie 1)
Til hverdag landets bedste futsalkeeper - ikke mindst på grund af et formidabelt spil med fødderne. Han er vant til langt mindre mål, men har dog prøvet det i FC Nordsjællands Superliga-trup. Han er lidt delagtig i 0-1-målet - scoret fra det lille felt - men et par store redninger i hver sin halvleg løftede.
Simon Vollesen 2
Forsvar, Birkerød (Danmarksserien)
Har en fortid i Lyngby, og i Birkerød er han lidt mere central forsvarer - på landsholdet højre back. Et par gode skift, teknisk godkendt, selvom han var lidt med i det første slovakiske mål ved fjerneste stolpe. Et stort 2-tal.
Nicolai Johansen 3
Forsvar, Vanløse (2. Division)
En vaskeægte Vanløse-knægt og en væsentlig årsag til den øjeblikkelige førsteplads i 2. Division. Her viste han igen sikkerhed, omtanke i placeringerne og et potentiale til en eller to rækker op. Lod sig sjældent ryste af det slovakiske småbold.
Daniel Nielsen 2
Forsvar, Vanløse (2. Division)
Pænt uden at være prangende. Han er ikke den, der fører bolden frem, men klogt nok overlod han det til andre. Godt samspil med Nicolai Johansen - i stil ligner de hinanden.
Mads Priisholm Bertelsen 1
Forsvar, Tarup Paarup (2. Division)
Involveret i begge slovakiske mål i 1. halvleg, kom lidt for ofte på mellemhånd. Han er virkelig fra Fyn med tid i klubber som Svendborg, Broby og Næsby. Lærervikaren kom skævt ind i det her, selvom der også kom et par okay indlæg.
Christian Bannis 1
Midtbane, Tarup Paarup (2. Division)
En af de fem fra Tarup-Paarup lige uden for Odense i vikartruppen. Det lykkedes ikke her, og han blev som den eneste dansker skiftet ud i pausen med Anders Hunsballe. Bannis virkede tung og måske tynget af “oplevelsen”.
Rasmus Johansson 3
Midtbane, HIK (2. Division)
Futsalspiller, som har spillet i Italien, men også denne slags fodbold i FC Nordsjælland (ungdom) og Hvidovre (senior). God dribler, teknisk stærk. Specielt hans første halvleg havde klasse. Spændende spiller.
Rasmus Gaudin 2
Midtbane, Vanløse (2. Division)
En klog spiller, der formentlig driver det videre fra Vanløse. Men her meget svingende - ind imellem teknisk pæn udførelse, men så totalkiks.
Kasper Kempel 2
Midtbane, Skovshoved (2. Division)
Hurtigheden blev præsenteret, specielt i 1. halvleg, da han i høj fart serverede en tværbold. Ivrigheden fejlede ikke noget - den tog han med fra det hjemlige. Skal lige “skæres til”.
Oskar Georg Høybye 2
Midtbane, Vanløse (2. Division)
Masser af talent, to mål for Vanløse i dette efterår, men det kniber lidt med fysikken. Lidt for meget udenfor og fik aldrig rigtig styr på sig selv i denne landskamp. Han havde en pæn stor chance, der havnede over kassen. Fritidsgartneren skal nok blomstre næste gang.
Christian Offenberg 1
Angreb, Avarta (2. Division)
Hans sportsdirektør, Benny Nielsen, sagde som optakt, at Offenberg var en af landets bedste angribere. Han blev pakket ind her, når han endelig var i nærheden af boksen (Skrtel og Satka) og lå generelt meget lavt som led i den danske taktik. Topscorer hjemme, men her nåede han ikke Benny Nielsens niveau-foromtale. Det blev lidt tungt.
John "Faxe" Jensen 3
Vikarierende landstræner
En uriaspost, som han tog imod med sit landsholdshjerte. Han fik banket dynamik og arbejdslyst ind i gutterne og samlede holdet omkring fire fra Vanløse. "Faxe" kan godt være tilfreds.
Indskiftere herunder
Anders Hunsballe 2
Midtbane, Greve (Danmarksserien)
Kom med efter pausen og fik arbejdet pænt og nydeligt. Ikke de store udsving.
Adam Fogt UB
Midtbane, Kastrup (Danmarksserien)
Fik for lidt spilletid til en bedømmelse
Daniel Holm UB
Angriber, Skovshoved (2. Division)
Fik for lidt spilletid til en bedømmelse
Anders Fønss UB
Angriber, Tarup Paarup (2. division)
Fik for lidt spilletid til en bedømmelse
Christopher Jakobsen UB
Midtbane, Hillerød (2. division)
Fik for lidt spilletid til en bedømmelse
Christian Bommelund UB
Forsvar, Jægersborg (Serie 1)
Fik for lidt spilletid til en bedømmelse