'Faxe' fik oplevelse for livet: - Det bedste nederlag i karrieren
Den vikarierende landstræner og EM-helten fra 1992, John 'Faxe' Jensen var ualmindelig stolt af sine spillere, da han gjorde status på nederlaget.
53-årige John 'Faxe' Jensen var med i dansk landsholdsfodbolds største triumf, da han i 1992 sparkede Danmark foran mod Tyskland i EM-finalen og indledte det, der siden endte med at dansk europamesterskab.
Godt 26 år senere stod han så som midlertidig landstræner for Dansk Boldspil-Unions vikarlandshold, der endte med at tabe 0-3 ude mod Slovakiet i en venskabskamp. En foreløbig kulmination på den verserende konflikt mellem DBU og Spillerforeningen.
Trods det klare nederlag var John 'Faxe' Jensen ualmindelig stolt af samtlige spillere, da han efter kampen mødte pressen med oprejst pande og fornemme gloser.
- Det var en oplevelse, som jeg ikke vil være foruden. Det var en oplevelse, som jeg ikke troede kunne lade sig gøre, på den måde det skete. Det er nok det bedste nederlag i min karriere.
- At forvente det af nogle divisions- og seriespillere med den situation, de har sat sig i, og de så leverer sådan en præstation. Det er over hele min forventning. Man burde være pavehamrende stolt over at være dansker og se de her 24 gutter, sagde EM-helten til TV 2 SPORT.
Den vikarierende landstræner blev indkaldt i sidste øjeblik til at varetage opgaven for den normale landstræner, Åge Hareide, og 'Faxe' måtte bruge flyveturen tirsdag fra Roskilde til Bratislava på at lære spillerne at kende. Helt konkret gjaldt det både navne og position på banen.
- Det er meget svært på 24 timer. Det er ligesom at skulle forberede en masse ting. Jeg synes, jeg har fokuseret meget på det mentale, fordi vi heller ikke nåede at spille sammen. At vi kan gå ud og vinde det slag imod nogle meget dygtige fodboldspillere. Det, synes jeg, vi gjorde. Det var nok også derfor, vi ikke kommer herfra med 0-8 eller 0-9, tilføjede John 'Faxe' Jensen.
Efter onsdagens landskamp rejser han nu hjem sammen med resten af truppen, hvor de vil gå hver til sit. Herfra er det stadig uklart, hvorvidt 'Faxe' eller spillerne fra truppen mod Slovakiet kommer i kamp på søndag mod Wales, hvor det ikke længere 'bare' er en venskabskamp, men derimod en kamp i Nations League.