Nu forklarer futsallandsholdets assistent sit pludselige stop midt i konflikt
Adolfo 'Dolle' Rodriguez sagde op som assistenttræner på futsallandsholdet samme dag, som vikarlandsholdet blev udtaget. Nu åbner han op om sit exit.
En stor konflikt mellem DBU og spillerne om den nye landsholdsaftale gav udsigt til en aflyst landskamp mod Slovakiet.
Undervejs i konflikten henvendte DBU sig til både divisionsspillere og futsallandsholdsspillere i håbet om, at de ville vikariere for det normale landshold i opgøret mod Slovakiet. Her valgte syv spillere fra det danske futsallandshold at stille sig til rådighed for DBU.
Samme dag, som vikarlandsholdet blev udtaget, meldte assistenttræneren på futsallandsholdet, Adolfo 'Dolle' Rodriguez, ud, at han trækker sig fra sin post som assistenttræner.
Tirsdag ønskede han ikke at uddybe sit farvel til landsholdet over for TV 2 SPORT, men sagde blot:
- Du er velkommen til at tolke det, som du vil.
De syv spillere fra futsallandsholdet sagde ja til at spille for vikarlandsholdet, fordi de frygtede, at en aflyst landskamp kunne få konsekvenser for flere af de danske landshold.
- Vi har valgt at tage af sted, fordi vi frygter sanktioner mod Danmark, hvis det endte ud i en aflysning. Det er jo anden gang, der sker noget med DBU efter kvindelandsholdets aflysning sidste år, så vi frygter, det vil ramme bredere end bare herrelandsholdet.
- Vi kunne frygte, at det ville ramme alle DBU’s afdelinger og dermed også futsal, sagde målmand Christoffer Haagh til TV 2 SPORT.
Derfor stopper 'Dolle'
Vikarlandsholdet er i dag torsdag vendt tilbage til Danmark efter et 0-3-nederlag til Slovakiet og forventer, at det bliver deres eneste A-landskamp i denne ombæring.
Sikkert er det i hvert fald, at Adolfo 'Dolle' Rodriguez har haft sin sidste futsallandskamp som assistenttræner. Det skriver han i dag på Facebook, hvor han forklarer, hvorfor han har valgt at vinke farvel til futsallandsholdet.
TV 2 SPORT har været i kontakt med Adolfo 'Dolle' Rodriguez, der ikke ønsker at kommentere yderligere på sit landsholdsexit eller Facebook-opslaget, men den tidligere assistenttræner har dog givet lov til at bringe opslaget i fuld længde:
Kære venner og bekendte.
Nu vil jeg gerne fortælle jer alle, der har spurgt om årsagen til mit stop på Futsallandsholdet... Mange af jer ved det selvfølgelig og har givet mig positiv respons på det. Andre er uforstående og har sagt, at jeg har overreageret og været overilet.
Jeg har ikke fortrudt min beslutning, selvom nogen af jer har spurgt, om jeg ikke har gjort det oven på den flotte præstation af spillerne i går. Jeg var meget imponeret over indsatsen i landskampen, og jeg vil sige stort tillykke til alle gutterne med det overraskende, flotte resultat. Det kan alle være stolte af.
Men jeg har nogle principper og værdier, som jeg ikke går på kompromis med, og et af dem er, at jeg ikke selv under nogen omstændigheder vil tage konfliktramt arbejde.
Jeg ved godt, at der er forskellige juridiske definitioner og detaljer, som jeg ikke har forstand på. Jeg ved ikke, hvad uenigheden mellem DBU og Spillerforeningen kaldes rent arbejdsretsligt. Det er heller ikke afgørende. Det afgørende er, at der er tale om en forhandling uden resultat, som jeg ikke mener, at futsalspillere skal involveres i.
Jeg har ingen forståelse for, hvorfor man skal blande sig i en konflikt og udtale, at man ikke tager parti for nogen, men alligevel tydeligt tilkendegiver, at man er mest på den ene side. Når man overtager konfliktramt arbejde, kan den ene part - med en pistol for panden af den anden - jo sige klart og tydeligt, at man ikke forhandler videre, og at spillerne skal tage imod et tilbud, ellers har man andre spillere til at overtage deres arbejde...
Når jeg sagde op med hævet pande, så er det, fordi jeg sætter solidaritet og fællesskab meget højt. Jeg er opvokset i Albertslund, som heldigvis stadig er en rød højborg og er præget af disse værdier, siden jeg som fire-årig kom til Danmark som flygtning fra Chile. Min familie og jeg er blevet taget godt imod og har alle haft politiske holdninger, som var præget af vores baggrund fra Chile og opvækst i Albertslund.
Det strider mod alt, hvad jeg har lært, der er rigtigt, når nogle spillere går ind i en konfliktramt forhandlingssituation og agerer redningsmænd. Især når man ikke engang er presset ud i det! Hvis det havde handlet om dansk futsals fremtid, kunne jeg til nød forstå nervøsiteten, men ikke handlingen. Men det var ikke vores konflikt.
Jeg er sikker på, at Christian Eriksen, Kasper Schmeichel og Simon Kjær er ligeglade med min mening, og jeg er sikker på, at DBU også er det. Men mine principper er en del af mig og vil ikke være til at rykke. Jeg kan ikke være på et hold med spillere, der følte sig “tvunget” til at tage med, når den resterende 3/4 af spillertruppen på futsallandsholdet ikke gjorde... Hvorfor mon?
Jeg er glad og stolt af at have præget spillerne, ikke kun på banen, men også uden for og har fået meget og mange positive tilkendegivelser fra mange spillere, trænere og ledere.
Der skal ikke være nogen tvivl om, at det er mig, der mister mest ved denne beslutning. Seks år i DBU med store oplevelser. 10 år i dansk futsal. Kæmpe netværk og måske også nogle venner. MEN jeg ville gøre det igen!
Tak for jeres opbakning og søde ord. Her er der ingen helte kun tabere. Også mig. Men min beslutning er definitiv, og jeg kommer aldrig tilbage på det danske futsallandshold. Jeg smækker ikke med døren, men lukker den lige så stille. Måske er der andre døre, der åbner sig for en gammel mand med værdier og normer fra en svunden tid, som måske kan præge unge mennesker.
Når DBU og Spillerforeningen ikke kan nå hinanden og komme overens, ville det jo være fint, hvis vi andre kan vise, hvordan man overkommer holdningsforskelle til fælles bedste, ikke mindst til det bedste for den sport, som vi alle elsker så højt. Mit farvel til landsholdet er derfor ikke nødvendigvis et farvel til futsal.
Jeg har præget mine sønner til at prioritere solidaritet og fællesskab lige så højt og er især glad for deres og min families opbakning.