Slovakisk stjerne: - Danske spillere kan være stolte af sig selv
Det var en speciel oplevelse for de slovakiske spillere at stå over for de danske sekundaspillere, men der var plads til rosende ord efter kampen.
Det danske vikarlandshold slap nådigt fra kampen mod Slovakiet, da det blev til et nederlag på 3-0 på udebane.
Flere havde frygtet et historisk stort nederlag, men de danske sekundaspillere ydede god modstand mod slovakkerne. Efter kampen var den slovakiske anfører, Martin Skrtel, da også imponeret over de danske substitutters indsats, da han blev bedt om at sammenligne dem med de nationer, han ellers møder med landsholdet.
- De var endnu sværere og anderledes at spille mod end eksempelvis Liechtenstein eller San Marino, for der ved du, det ikke er en venskabskamp. I dag vidste vi, det var en venskabskamp, og vi spillede mod amatører. Det er ikke nemt at sætte sig op til sådan en kamp, specielt i hovedet, men vi er professionelle, og vi må håndtere det. Det var en mærkelig kamp, og den er forbi nu, så vi fokuserer på næste kamp mod Ukraine, sagde den mangeårige Liverpool-profil til Kanal 5.
Samtidig slog Martin Skrtel fast, at han ikke ville have gættet på, det var amatører, der stod på den modsatte halvdel, hvis han ikke havde kendt forhistorien:
- Ikke rigtig. De viste evner og kvaliteter. Jeg vil mene, de er på niveau med lande som Liechtenstein og San Marino. Jeg synes, de kan være stolte af sig selv. Det er en svær situation for dem. Det var første gang, de spillede sammen, og de kan være glade og stolte af deres præstation.
FCK-slovak: - Aldrig nemt, når de forsvarer med 10 spillere
Landskampen mod det alternative landshold fra Danmark var også en speciel oplevelse for FC Københavns slovakiske midtbanespiller, Jan Gragus.
- Det var lidt mærkeligt fra begyndelsen. Vi vidste ikke, hvem vi skulle spille imod indtil de sidste timer, men vi sagde til os selv, at vi måtte være koncentrerede og motiverede. Vi tog det som en sidste test før den næste vigtige kamp, der venter, hvor vi møder Ukraine, sagde Gregus til TV 2 SPORT efter kampen.
FCK'eren var dog, modsat sin landsholdskollega, ikke yderligere imponeret over de danske spilleres tilgang til kampen, selvom han ikke ville tale for meget om det.
- Jeg havde læst, at folk troede, vi ville slå dem 10-0, men det er aldrig nemt, når de forsvarer sig med 10 spillere. Men jeg er ikke her for at tale om deres præstation. Jeg synes, vi spillede godt og skabte chancer, og nu ser vi frem mod næste kamp.
Alligevel mente han ikke, at kampen var spild af tid for ham selv og landsholdskammeraterne, selvom det ikke var Christian Eriksen, Simon Kjær og Kasper Schmeichel, der var modstanderne.
- Selvfølgelig kan vi bruge kampen til noget. Det har været en skidt situation, der har udviklet sig dårligt. Vi må bruge kampen, som det nu er. Vi kan ikke bebrejde andre for det, der skete, men situationen må ikke kunne ske igen.
- Det ville have været en bedre kamp, hvis vi havde mødt det stærkeste landshold. De har et rigtig godt hold, og jeg har set frem til at spille imod dem. Det havde mine holdkammerater også, men vi kunne ikke gøre noget ved det.
I alt debuterede 17 spillere for Danmark i nederlaget på 0-3.