Fodbold

Fortuna Hjørring med i 10 procent af årets handler i kvindefodbold

Globalt er der brugt 3,15 millioner kroner på at købe kvindelige fodboldspillere i 2018, viser opgørelse.

Der er kæmpe stor forskel på de beløb, der skifter ejer, når en fodboldspiller skifter klub, alt efter om der er tale om en mandlig eller kvindelig fodboldspiller.

I 2018 har Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) registreret 577 klubskifter for professionelle fodboldspillere verden over på kvindesiden, men kun i 20 tilfælde er der blevet betalt en overgangssum klubberne imellem.

Det fremgår af FIFA's første rapport om handler med kvindelige fodboldspillere. Og dermed står det klart, at den danske mesterklub Fortuna Hjørring har stået for 10 procent af salgene. Klubben har nemlig solgt Karoline Smidt Nielsen og Signe Bruun denne sommer.

I alt er der fra 1. januar 2018 til 1. september 2018 købt kvindelige spillere for 493.235 dollar, hvilket svarer til 3,15 millioner kroner - eller hvad der angiveligt er mindre, end AC Horsens i august betalte for at købe Kasper Junker i AGF.

På verdensplan er der i samme periode registreret 15.049 handler med professionelle mandlige spillere, og her er der i alt blevet betalt mere end 45 milliarder kroner i overgangssummer.

Fortuna har solgt to spillere denne sommer

Køb og salg af kvindelige fodboldspillere stiger i takt med, at flere store fodboldklubber også satser på at have et godt kvindehold. Deltagerne i kvindernes Champions League minder efterhånden mere og mere om holdene i mændenes udgave af turneringen, da klubber som Juventus, Manchester City og Ajax Amsterdam er at finde begge steder. Dog er der stadig eksempler som det danske mesterhold Fortuna Hjørring, der som ren kvindeklub naturligvis ikke er med hos herrerne. 

Fortuna Hjørring er også et eksempel på en klub, der har solgt en kvindelig fodboldspiller denne sommer. Fortuna har endda solgt to spillere: I juni sendte Fortuna landsholdsspilleren Karoline Smidt Nielsen til tyske Turbine Potsdam, og på transfervinduets sidste dag skiftede angrebstalentet Signe Bruun til den franske storklub Paris Saint-Germain.

Fortuna Hjørrings formand Jette Andersen bekræfter over for TV 2 SPORT, at klubben modtog penge for at lade de to spillere rejse.