Fodbold

Brøndby får mulighed for CL-revanche mod nordmænd

Brøndbys fodboldkvinder skal møde norske Lillestrøm i ottendedelsfinalen i Champions League.

Fodboldkvinderne fra Brøndby får norske Lillestrøm som modstander i ottendedelsfinalen i Champions League.

Det bliver dermed sidste års bøddel i netop den turnering, som Brøndby skal op imod endnu en gang.

Lillestrøm vandt samlet 3-1 sidste år i 16.-delsfinalerne i Champions League. Den første kamp i Norge endte 0-0, og Lillestrøm vandt efterfølgende 3-1 på Brøndby Stadion.

Dermed kan Brøndby få revanche for sidste års nederlag.

I de seneste to kampe i turneringen imponerede Brøndby ved at slå storholdet Juventus ud med en samlet 3-2-sejr.

Det første opgør i Torino endte 2-2, og Juventus blev i onsdags sendt hjem fra den københavnske vestegn med et 0-1-nederlag foran 8531 tilskuere.

Det var dansk tilskuerrekord for en klubkamp mellem to kvindehold.

Brøndbys kampe mod Lillestrøm skal spilles 17. eller 18. oktober med returkamp enten 31. oktober eller 1. november.

Blandt de øvrige kampe er der et enkelt danskermøde: Linköpings med Janni Arnth, Johanna Rasmussen og Maja Kildemoes på holdet skal møde PSG, der købte Signe Bruun på transfervinduets sidste dag

Derudover er der danske spillere i Wolfsburg (Pernille Harder), Ajax (Line Røddik) og Rosengård (Sanne Troelsgaard og Simone Boye). 

Fortuna Hjørring nåede akkurat ikke blandt de 16 bedste hold, da det endte med samlet nederlag til Fiorentina.