Fodbold

Stort comeback redder United og Mourinho fra ny fiasko

Jose Mourinho under Manchester Uniteds kamp mod Newcastle. Phil Noble / Ritzau Scanpix

Det lignede en Newcastle-overraskelse på Old Trafford, men Alexis Sánchez sørgede for Manchester United-sejr.

Krisen blev for en stund sparket til hjørne hos Manchester United, som lørdag viste god moral ved at vinde 3-2 hjemme over Newcastle i den engelske Premier League.

Newcastle var tilmed foran 2-0, men tre mål af United i slutningen af anden halvleg reddede hjemmeholdet fra nederlag.

Udskældte Alexis Sánchez kom ind fra bænken og scorede det afgørende mål for United i det 90. minut.

Chileneren steg til vejrs og headede bolden i nettet til den forløsende sejr.

Angriberen Anthony Martial stod for Uniteds udligning til 2-2 efter 76 minutter. 

Og seks minutter tidligere havde Uniteds indskiftede spanier Juan Mata reduceret til 1-2 direkte på frispark.

Dermed smed Newcastle en solid føring på 2-0 væk, og det endte med nul point på Old Trafford for det undertippede udehold.

Kenedy havde ellers bragt Newcastle foran med 1-0 efter bare syv minutter. Og japanske Yoshinori Muto havde fordoblet føringen efter ti minutter.

Mourinho tog konsekvensen og skiftede stopperen Eric Bailly ud med offensivspilleren Juan Mata efter blot 19 minutter.

Den portugisiske manager har været under stort pres i de seneste uger. Det skyldtes svigtende resultater på fodboldbanen.

Senest blev det til et skuffende 0-0-resultat for United hjemme mod Valencia i Champions League.

Og i sidste weekend tabte United med 1-3 på udebane til West Ham.

Med lørdagens sejr har United på ottendepladsen nu 13 point efter 8 kampe. Newcastle har blot to point under nedrykningsstregen.