Hareide indkalder Christian Nørgaard og Kenneth Zohore

16x9
Christian Nørgaard er udtaget til venskabskampen mod Østrig Foto: 9200 Björn Larsson Rosvall/tt / Ritzau Scanpix

Kenneth Zohore og Christian Nørgaard erstatter Thomas Delaney og Andreas Cornelius i den danske landsholdstrup.

Christian Nørgaard og Kenneth Zohore er udtaget til landsholdstruppen af landstræner Åge Hareide inden testkampen tirsdag mod Østrig. 

De to spillere erstatter Thomas Delaney og Andreas Cornelius, der forlod landsholdstruppen efter Danmarks kamp lørdag i Nations League mod Irland. 

Thomas Delaney døjer med betændelse i en tå, mens Andreas Cornelius har fået en forstrækning i lysken.

-  Kenneth er lidt samme type som Cornelius. Han er fysisk stærk og gjorde det godt i U21-slutspillet i Krakow i 2017, så ham har jeg holdt øje med, siger Åge Hareide om Premier League-angriberen fra Cardiff til TV 2 SPORT.

Zohore har været på banen i 62 u-landskampe, men har stadig sin debut på A-landsholdet til gode.

Christian Nørgaard, som til dagligt spiller i italienske Fiorentina, blev udtaget til landsholdet for første gang, da holdet var samlet til den første Nations League-kamp mod Wales. Her blev det dog heller ikke til debut for den tidligere Brøndbyspiller, som har spillet 73 kampe på diverse ungdomslandshold.

- Christian var med os sidst. Han har fået begrænset spilletid (i sin klub, red.), og det er det eneste aber dabei. Men han er fremtidens mand, vurderer landstræneren.

De to nye spillere i truppen får kun én chance for at vise sig frem, inden kampen tirsdag. Det sker, når landsholdet træner på MCH Arena i Herning mandag.

Danmark spillede lørdag aften 0-0 mod Irland i Nations League. Med det uafgjorte resultat holder Danmark førstepladsen i Nations League-gruppen, som foruden Irland tæller Wales. De to nationer mødes tirsdag samtidig med Danmarks venskabskamp mod Østrig.