- For tidligt at tale om mig som landsholdets nye bomber, siger Dolberg
Angriberen Kasper Dolberg er klar til at kæmpe for at blive en større del af fodboldlandsholdet. Han har en god sparringspartner i Jon Dahl Tomasson.
Danmarks fodboldlandshold mangler en spidsangriber med mål i støvlerne. Det har landstræner Åge Hareide erkendt.
Kasper Dolberg er blandt bejlerne til pladsen helt i front, men han finder det en postgang for tidligt at tale om ham som landsholdets nye målsluger.
- Nu har jeg startet inde for første gang, så vi må se, hvad der sker. Jeg håber at kunne starte inde noget oftere, men det er lidt tidligt at sige, at jeg skal være den, der scorer alle målene, siger Kasper Dolberg til TV 2 SPORT.
Ajax-angriberen fik chancen fra start mod Irland, da Andreas Cornelius, der var tiltænkt en startplads i Dublin, måtte forlade den sidste træning dagen inden kampen, med hvad der lignede en forstrækning.
21-årige Dolberg blev skiftet ud i det 79. minut efter en svær aften mod et robust irsk forsvar.
Hvor skal du udvikle dig for at få en større målnæse?
- Jeg skal ikke kun kunne spille på én måde, jeg skal kunne være en del af noget større på flere måder. Vi spiller på en speciel måde i Ajax, som handler meget om at gøre lidt det samme hver gang. Jeg skal kunne tilpasse mig andre måder at spille på også, og jeg er sikker på, at det kun vil udvikle mig, at jeg prøver lidt forskelligt, svarer han.
Får god hjælp af tidligere målræv
I sit arbejde for at blive bedre får han god hjælp af landsholdets mest scorende spiller nogensinde, Jon Dahl Tomasson, der i dag er assisterende landstræner for Danmark og følger Dolberg tæt i den hollandske Æresdivision.
- Jeg taler meget med ham. Han ser meget af det, jeg render og laver, og han taler med mig om det. Han er en god sparringspartner, siger Kasper Dolberg, der også ser videoer sammen med Tomasson.
- Ja, det sker. Det er ikke, fordi vi sidder hver dag og ser noget, men hvis han har noget, jeg kan bruge til noget, viser han mig det, og det er rigtig godt.
Allerede da Kasper Dolberg fik debut på A-landsholdet mod Kasakhstan for knap to år siden, kunne Tomasson se noget unikt i den dengang 19-årige knægt fra Voel øst for Silkeborg.
- Han kan noget, som andre ikke kan. Det er, at han er uforudsigelig. Men han er en spiller, der skal udvikle sig på alle parametre. Det sker med tiden, men det vigtige er, at han allerede har spillet så mange kampe, og han skal bare blive ved med at spille de kampe nu, sagde Jon Dahl Tomasson til TV 2 SPORT den novemberaften i 2016.
Føler sig klar efter skade
Dolberg har foreløbig scoret et enkelt mål for landsholdet, og kommer han på banen i venskabskampen mod Østrig tirsdag aften, vil det være hans niende kamp i rødt og hvidt.
- Jeg vil gerne spille, siger han.
Han håber at kunne få lov til at sætte et større aftryk.
- Irland var en modstander, som gjorde, at jeg fik det lidt sværere. Jeg havde sværere ved at skabe ting, men uden at vide alt for meget om Østrig tænker jeg, at det bliver en lidt anden kamp, siger Dolberg, som føler, at han er kommet godt tilbage efter skaden i maveregionen, der holdt ham ude i den første del af sæsonen.
- Jeg kan godt mærke i benene i dag (søndag, red.), at det er længe siden, jeg har spillet 80 minutter. Så det skal jeg selvfølgelig vænne mig til.
- Men ud over det i selve kampen synes jeg egentlig, jeg føler mig fint tilpas. Jeg føler ikke, at der er noget, der stopper mig fra at gøre det, jeg gerne vil, lyder det fra Kasper Dolberg.
Nations League-kampen mellem Irland og Danmark endte 0-0. Tirsdagens venskabskamp mod Østrig i Herning har kampstart klokken 20.45 og kan følges i en liveblog på sport.tv2.dk.