Fodbold

U21-landsholdet er klar til EM

Danmark vandt sikkert over Færøerne. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Med en sejr på hjemmebane over Færøerne har Danmarks U21-landshold sikret sig en plads ved EM-slutrunden næste sommer.

En sejr i sidste spillerunde af EM-kvalifikationen mod Færøerne var påkrævet, hvis Danmarks U21-landshold for tredje gang i træk skulle spille sig frem til slutrunden.

Forventningerne blev indfriet, da de danske talenter slog Færøerne med 3-0. Dermed blev Polen holdt nede på andenpladsen i EM-kvalifikationens gruppe 3.

Den igangværende stime af dansk deltagelse ved U21-EM er historisk, da det forinden aldrig var lykkes at nå slutrunden to gange i træk.

Danmark 3-0 Færøerne

  • 1-0 Jacob Bruun Larsen (45' +2)
  • 2-0 Mikkel Duelund (51')
  • 3-0 Magnus Christensen (90' +1)
  • Gule kort: Victor Nelsson (Danmark), Bjarni Petersen (Færøerne)
  • Dommer: Christopher Jäger, Østrig

Referat

Af Ritzau

Øboerne lykkedes i kampens indledning med det, der virkede til at være deres eneste lod, nemlig at trække tempoet ud af kampen og sørge for, at Danmark ikke fandt en rytme i spillet.

Danskerne sad tungt på bolden, men løb gang på gang panden mod muren, når det kompakte færøske forsvar skulle lirkes op på banens sidste fjerdedel.

En håndfuld gange var det lige ved og næsten foran det færøske mål, men de danske skud blev enten sendt forbi eller pareret, eller også var indlæggene en smule for høje til, at en dansk pande kunne nå dem.

I første halvlegs ekstratid kom det forløsende mål så for Danmark.

Færingerne fik ikke sendt et dansk hjørnespark langt nok ud af eget felt, og så kunne Dortmund-kometen Jacob Bruun Larsen med et velplaceret spark sende bolden i nettet, og Danmark ét skridt tættere på at sikre EM-billetten.

Målet fik danskerne til efter pausen at spille mere frigjort. Kun fem minutter skulle der gå, før der stod 2-0.

Efter en kort dribletur skød Mikkel Duelund på mål lidt uden for feltet. Det flade spark var uden for den færøske målmand Karstin Hansens rækkevidde, men inden for målrammen, og jublen kunne bryde ud på Aalborg Portland Park, hvor kun lidt over en fjerdedel af sæderne trods gratis billetter var besat.

Efter 2-0-målet, der skulle vise sig at blive opgørets næstsidste, faldt kampen en smule til ro. Færingerne havde ikke kvaliteten eller kræfterne til at skabe scoringschancer, og danskernes iver efter at få bolden i mål dalede.

Som de 90 minutter løb ud, blev det dog til 3-0, da Magnus Christensen headede bolden i mål efter et indlæg fra Andreas Poulsen og bankede det sidste søm i færingernes kiste.

Slutrunden afvikles fra 16. til 30. juni 2019 i Italien og San Marino.