Fodbold

Bendtner tiltalt for at sparke liggende taxachauffør i ansigtet

Nicklas Bendtner blev tiltalt for vold 11. oktober.

Ifølge anklageskriftet skulle Nicklas Bendtner 9. september have slået en taxachauffør ned og efterfølgende sparket ham i ansigtet.

Der er kommet nye detaljer frem i sagen mod Nicklas Bendtner.

Den danske Rosenborg-angriber blev tiltalt for vold 11. oktober, og nu er TV 2 kommet i besiddelse af anklageskriftet.

Her fremgår det, at Nicklas Bendtner er tiltalt for at have tildelt en taxachauffør et knytnæveslag i ansigtet, som fik chaufføren til at falde, samt efterfølgende at sparke ham i ansigtet, hvilket resulterede i buler og rifter i ansigtet samt "et operationskrævende kæbebrud".

Nicklas Bendtner er tiltalt efter paragrafen, som omfatter simpel vold, og som har en strafferamme på fængsel i op til tre år. Den 2. november skal han i retten og forklare sig.

TV 2 har uden held forsøgt at få en kommentar fra Rosenborg.

Taxachaufføren fortsat sygmeldt

I samme sag er også taxachaufføren blevet tiltalt. Her står der i anklageskriftet, at han er tiltalt for forsøg på at udøve vold ved at kaste "en ukendt genstand" uden at ramme. Dette skulle han have gjort, fordi han ikke havde fået betaling fra Bendtner og hans kæreste for taxaturen.

Chaufførens advokat, Mette Grith Stage, oplyser tirsdag, at hendes klient fortsat nægter sig skyldig i forsøg på vold.

Hun fortæller til TV 2, at hendes klient vil forklare, hvorfor han nægter sig skyldig i retten, og at hun ikke vil kommentere den del yderligere, før sagen kommer for retten.

Mette Grith Stage fortæller, at hendes klient stadig er sygemeldt efter episoden.

- Han er kommet alvorligt til skade med kæben og har ikke været i stand til at arbejde siden. Derfor vil der komme et erstatningskrav mod Nicklas Bendtner, siger hun.

Hun oplyser, at beløbet man vil kræve, er det samme som i tilsvarende voldssager. Og at den eneste forskel mellem denne sag og lignende sager er, at en kendt fodboldspiller er den ene part.

TV 2 har også været i kontakt med Nicklas Bendtners advokat, Anders Nemeth. Han oplyser, at han ikke har yderligere kommentarer udover, at han klient fortsat nægter sig skyldig.

En aften i september

Sagen begyndte i sidste måned, da Nicklas Bendtner sammen med sin kæreste, Philine Roepstorff, tog en taxa i København den 9. september. Kæresten har tidligere forklaret sin version af historien, som altså ikke stemmer overens med det, der skulle stå i anklageskriftet.

- Det skulle være en helt kort tur (i taxaen, red.) over til Nicklas, men alligevel kørte chaufføren os to gange i en anden retning, end vi bad om. Taxametret viste lidt over 50 kroner, da vi i utilfredshed står af ved Nationalbanken og nægter at køre videre med chaufføren.

- Det får ham til at gå amok. Han laver en U-vending og speeder efter os og råber ting som luder og bitch og kælling. Til sidst kører han ind foran os og springer ud af bilen og kaster en flaske imod mig. Den rammer ikke, men det er tæt på. Derefter farer han frem mod os, og min mand slår ham en gang og rammer åbenbart meget uheldigt, skriver hun.

Taxachaufføren brækkede ifølge DanTaxi, hvor chaufføren er ansat, kæben to steder.