Fodbold

Ebbe Sand bliver sportsdirektør i Brøndby

Ebbe Sand spillede i Brøndby i syv år, inden han skiftede til Schalke 04. Lars Helsinghof Bæk / Scanpix Danmark

Brøndby har ansat Ebbe Sand som sportsdirektør fra 1. januar 2019. Han afløser Troels Bech, der stopper.

Brøndby-legenden Ebbe Sand bliver klubbens nye sportsdirektør.

Det oplyser Brøndby onsdag morgen i en fondsbørsmeddelelse.

46-årige Ebbe Sand afløser Troels Bech i chefstolen i Brøndby. I september meddelte Troels Bech, at han forlader klubben ved årsskiftet, hvilket betød, at Brøndby i et stykke tid har været på jagt efter Bechs arvtager.

- Først og fremmest er det en stor dag for mig. Det er en fantastisk mulighed for mig for at hjemme hjem, hvor det hele startede for mange år tilbage, siger Ebbe Sand til Brøndby Indefra.

Ebbe Sand har en stor karriere som spiller bag sig, og i 1990'erne var han en målsluger for Brøndby-holdet. Sidenhen skiftede han til tyske Schalke 04, hvor han fik stor succes. Den store erfaring håber han at tage med sig i sit nye job.

EBBE SAND

  • Født: 10. juli 1972 (46 år)
  • Tidligere klubber: Hadsund, Brøndby (1992-1999) og Schalke 04 (1999-2006)
  • Mesterskab: Brøndby (1996, 1997, 1998)
  • Pokalmester: Brøndby (1994, 1998), Schalke 04 (2001, 2002)
  • Kampe for Schalke i Bundesligaen: 213
  • Mål for Schalke i Bundesligaen: 73
  • Kampe for Brøndby i Superligaen: 135
  • Mål for Brøndby i Superligaen: 69
  • Landskampe: 66 (32 sejre, 18 uafgjorte, 16 nederlag)
  • Første landskamp: 22. april 1998, Danmark - Norge 0-2
  • Landsholdsmål: 22

Kilder: Ritzau, DBU, Superstats.dk

- Jeg føler, jeg kommer med klubbens DNA omkring fællesskabet. Det at løfte i samlet flok og arbejde hårdt for at nå fælles mål. Det, synes jeg, er utrolig spændende. Jeg har selvfølgelig også international erfaring grundet mine syv år i Schalke og som konsulent fra 2015 til 2017. Og så har jeg haft mine 12 år på landsholdet - seks år som spiller og seks år under Morten Olsen som angrebstræner. Så der er masser af erfaring at bidrage med.

Det er samtidig blevet til 66 landskampe for Danmark.

Ebbe Sand blev efter sin aktive karriere ansat i Silkeborg, hvor han fra 2006 til 2007 varetog en række forskellige roller. Blandt andet var han en kort overgang sportschef.

I 1998 blev han med 28 mål i 33 kampe Superliga-topscorer.

I 2014 flyttede Sand og familien til Dubai af familiære årsager.