Fodbold

Andreas Cornelius scorer første ligamål for Bordeaux

Andreas Cornelius sikrede Bordeaux 1-1 ude mod Lyon lørdag, da han scorede sit første ligamål i Frankrig.

Den danske landsholdsangriber Andreas Cornelius sikrede lørdag Bordeaux 1-1 ude mod Lyon i Ligue 1. 

Dermed fik Andreas Cornelius scoret sit første mål i den bedste franske række, efter at han blev udlejet fra italienske Atalanta.

Den tidligere FC København-angriber sad på bænken fra kampens begyndelse, men han blev sendt på banen efter en god time i stedet for Jimmy Briand. 

Efter 73 minutter blev en lang bold sparket frem mod Bordeaux-angriberen François Kamano, og det skabte panik i Lyons forsvar.

Brasilianske Rafael forsøgte at cleare bolden, men det blev i stedet til en meget høj bold, som dumpede ned foran Andreas Cornelius. 

Danskeren tog et skridt ind i feltet og sparkede første gang bolden fladt i mål til 1-1. 

Det var Andreas Cornelius' sjette ligakamp med spilletid, siden han fik debut for Bordeaux 16. september mod Nimes. 

Lyon kom foran 1-0 i første halvlegs sidste minut. 

Det ene point placerer Bordeaux på ottendepladsen i rækken med 15 point. Lyon ligger nummer fire med 21 point. 

Danske Lukas Lerager var ikke med i truppen på grund af karantæne.