Fodbold

Van der Vaart floppede fælt - husker du de andre Superliga-fiaskoer?

Rafael van der Vaart er langt fra den eneste, der har haft svært ved at slå igennem i Superligaen. Vi har taget et kig på nogle af de største flop.

Hollandske Rafael van der Vaart blev aldrig nogen succeshistorie i den bedste danske fodboldrække, selvom hollænderen tidligere spredte sit stjernestøv i klubber som Real Madrid, Tottenham og Ajax.

To år som Superliga-spiller nåede den 35-årige hollænder, inden han mandag meddelte, at han nu endegyldigt indstiller fodboldkarrieren og stopper med omgående virkning.

Med bare 20 kampe på de to år for henholdsvis FC Midtjylland og senest Esbjerg, var det langt fra noget stort indtryk van der Vaart fik efterladt. Snarere tværtimod.

Men midtbanespilleren er langt fra den eneste, der har haft problemer med at indfri forventningerne og levere store præstationer i den danske Superliga gennem årene.

I forbindelse med hollænderens stop har TV 2 SPORTs fodboldekspert Kasper Lorentzen taget et tilbageblik på nogle af de andre spillere, der har floppet stort i den bedste danske række, og som kendere og følgere af den danske Superliga formentlig kan huske. 

Listen nedenfor er lavet i fuldstændig tilfældig rækkefølge.

Superliga-flop gennem tiderne

Rafael van der Vaart

Rafael van der Vaart

Klub: FC Midtjylland (2016-2018), Esbjerg fB (2018)
Transfersum: Gratis
Superliga-kampe: 20
Superliga-mål: 2

Der var store forventinger til hollandske Rafael van der Vaart, da han kom til den danske Superliga efter ophold i store klubber som Real Madrid, HSV, Tottenham og Ajax Amsterdam.

De forventninger blev dog aldrig indfriet for van der Vaart. Hverken i FC Midtjylland eller i Esbjerg. Nu har han stoppet karrieren.

Kasper Lorentzen:

- Der har jo aldrig været tvivl om, hvor dygtig han har været og var i Real Madrid, Ajax Amsterdam, HSV og Tottenham. Men hans store problem i Danmark har været motivationen.  

- Han har ikke set ud som om, han var den fodboldspiller, der var mest fit. Han har presset citronen, så langt som han kunne. Han har været en enorm skuffelse. Ser man på CV'et, burde han jo have et niveau, der var længder over Superligaen.  

Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Pape Pate Diouf

Pape Pate Diouf

Klub: FC København (2011-2012)
Transfersum: Ca. 18 millioner kroner fra Molde 
Superliga-kampe (FCK): 19
Superliga-mål (FCK): 4

FCK var overbevist om, de havde fundet en ny topscorer, da de købte Pape Pate Diouf i norske Molde. Sådan gik det dog langt fra for den langlemmede sengaleser, hvis teknik ikke rakte til Superliga-niveau.

Diouf røg da også hurtigt ud i kulden i FCK og ud af klubben. Esbjerg havde også glæde af Diouf i en enkelt sæson, hvor det blev til et enkelt mål i Superligaen. Det er dog som FCK'er, han bliver husket som en fiasko. I dag spiller Diouf for Arendal i den tredjebedste norske række.

Kasper Lorentzen:

- Jeg kan godt huske, at FCK hentede en målfarlig mand i Molde. Men Diouf blev aldrig nogen succes. Det var virkelig en stor skuffelse, når man tænker på prisen.

- Han mødte bare noget mere modstand, end han gjorde i Norge. Det må have været skuffende for FCK. De havde helt sikkert forventet meget mere for de penge. 

Foto: Claus Bech / Scanpix Denmark

Hannes Sigurdsson

Hannes Sigurdsson

Klub: Brøndby IF (2006-2007)
Transfersum: Ukendt fra Stoke
Superliga-kampe: 9
Superliga-mål : 2

Der blev løftet en del øjenbryn på den københavnske vestegn, da Brøndby IF præsenterede den store islænding Hannes Sigurdsson som et bud på en ny angrebsprofil.

Den plan blev aldrig særlig successfuld, da Sigurdsson med bolden var mere end udfordret rent teknisk. Efter bare ni Superliga-kampe røg han på porten. I dag har han indstillet karrieren.

Kasper Lorentzen:

- Jeg har simpelthen aldrig set, hvad man skulle med sådan et kæmpe skur. Det var mig en gåde, at han blev hentet til Brøndby. Jeg kan huske, jeg tænkte; "Hvad er det her for noget"? Sigurdsson var mere en bodybuilder, end han var en fodboldspiller. Til styrketræning løftede han vægte, som jeg aldrig havde set før. Men på banen kunne han slet ikke få det til at fungere. Det var også en periode, hvor Brøndby hentede mange spillere, der mislykkedes.

Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Danmark

Jonas Borring

Jonas Borring

Klub: FC Midtjylland (2008-2012)
Transfersum: Ca. 19 millioner kroner fra OB
Superliga-kampe (FCM 2008-2012): 119
Superliga-mål (FCM 2008-2012): 24

FC Midtjylland sprængte banken for at købe Jonas Borring fri af kontrakten med OB, men kantspilleren blev aldrig rigtig de 19 millioner kroner værd.

Efter en flot første sæson med 10 scoringer for ulvene gik det støt ned ad bakke for Borring, der efter fire sæsoner røg videre til Randers. I dag er han stadig at finde i Superligaen, hvor han tørner ud for AC Horsens.

Kasper Lorentzen:

- Han er jo en, jeg kender rigtig godt. Han har og havde også dengang rigtig mange kvaliteter, men presset fra prisskiltet på de mange millioner tyngede ham i FC Midtjylland. Han var jo ikke nogen decideret fiasko rent spillemæssigt, men man havde nok forventet lidt mere. 

Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Franco Mussis

Franco Mussis

Klub: FC København (2014)
Transfersum: Ca. 14 millioner kroner fra Gimnasia 
Superliga-kampe: 1
Superliga-mål: 0

Den argentinske midtbanespiller har af mange fået stemplet som det største Superliga-flop nogensinde. FCK havde da også enorme forventinger til deres nye midtbanespiller, der inden skiftet til københavnerne optrådte i finalen i den sydamerikanske Champions League.

Stjernepræstioner var der dog ikke mange af fra Mussis, der ankom til FCK ude af form og en del kilo for tung. Efter bare en måned og 23 dage blev han sendt videre til Genoa på en lejeaftale. I dag spiller han for San Lorenzo i Argentina.

Kasper Lorentzen:

- Navnet kan man jo sagtens huske, men det var jo ikke meget, vi så til ham. Det siger jo en hel del. 

- Det viser også, hvor vigtige omgivelserne er i fodbold. Det er så vigtigt at finde et sted, hvor man føler sig tilpas og hjemme. Der var nok for stor kulturel forskel på Danmark og Sydamerika, og så lavede vi nok også for god mad til Franco Mussis. 

Foto: Claudio Reyes / Scanpix Denmark

Morten Skoubo

Morten Skoubo

Klub: OB (2011-2014)
Transfersum: Gratis fra FC Utrecht
Superliga-kampe (OB 2011-2014): 70
Superliga-mål (OB 2011-2014): 11

Det duftede af mål i Ådalen, da OB tilbage i 2011 med en stor lønpose hentede Morten Skoubo hjem til Superligaen. Men det blev ikke med samme succes, som angriberen havde i Brøndby nogle år forinden. 

Angriberen fik aldrig for alvor gang i målscoringen på Fyn og sluttede karrieren med et eventyr i indisk fodbold, hvor han spillede på hold med den italienske legende Alessandro Del Piero.

Kasper Lorentzen:

- Ham spillede jeg også sammen med i Brøndby. En super dygtig spiller, der ikke blev den store succes i OB grundet en masse skader. Det er bare få, der vender hjem og får den samme succes, som de havde tidligere. Skoubo var jo fantastisk i Brøndby, men der var langt mellem målene i OB. 

 

Foto: Claus Fisker / Scanpix Denmark

Brian Laudrup

Brian Laudrup

Klub: FCK (1998-1999)
Transfersum: Ukendt fra Chelsea
Superliga-kampe: 12
Superliga-mål: 2

Efter det ene succesfulde år i udlandet efter det andet vendte Brian Laudrup i 1998 hjem til den danske Superliga og FC København.

Det enorme forventningspres blev dog for meget for én af de bedste danske spillere nogensinde, der bare vandt tre kampe med FCK, inden han besluttede at stoppe grundet personlige årsager. Han endte dog med at slutte karrieren i hollandske Ajax. 

Kasper Lorentzen:

- Det viser jo igen, at selvom man er en af historiens bedste danske fodboldspillere nogensinde, så er det ikke en dans på roser at komme hjem. Forventningspresset var enormt, og det blev aldrig indfriet af Brian Laudrup. Statistikken taler jo for sig selv. Det er ikke nogle gode tal.

Foto: Claus Fisker / Scanpix Danmark

Giovanni Rector

Giovanni Rector

Klub: Brøndby IF (2006-2007)
Transfersum: Ukendt fra Ajax Cape Town
Superliga-kampe: 4
Superliga-mål: 0

Brøndby havde efter nogle sløje sæsoner brug for profil til angrebet. Det håbede klubben inderligt på, at man havde fundet i sydafrikanske Giovanni Rector.

På vestegnen måtte de dog hurtigt sande at forskellen på sydafrikansk fodbold og dansk var for stor, og at den klejne Rector ikke havde niveau til Superligaen. Efter en sæson med bare fire kampe og ingen mål røg Rector hjem til Sydafrika, hvor han stadig spiller i dag.

Kasper Lorentzen:

- Jeg havde selv fornøjelsen af Giovanni Rector i Brøndby. En spiller, der var meget show og for lidt produkt i. Til træning kunne man sagtens se, at han kunne nogle ting, men det blev bare aldrig til noget i de få kampe han fik. 

Foto: Jeppe Michael Jensen / Scanpix Danmark

Afstemning

Hvem har været Superligaens største flop?