Fodbold

Hareides store stjerne er tilbage: - Det er et kæmpe, kæmpe plus

Christian Eriksen er tilbage på landsholdet efter et skadesfravær, og det glæder Åge Hareide.

I de seneste to landskampe mod Østrig og Irland har Åge Hareide måtte undvære sin største stjerne, da han har haft en skade i maveregionen.

Men når modstanderen fredag hedder Wales, er den danske midtbanekreatør tilbage på banen. Og det glæder den danske landstræner.

- Offensivt betyder det meget for os, at vi får en klassespiller tilbage, som kan assistere sine medspillere og lave mål selv. Det er klart, at det bliver et kæmpe, kæmpe plus for os, siger Åge Hareide til DBU TV.

I de seneste 20 landskampe har Eriksen scoret 15 mål - knap halvdelen af de i alt 33 danske scoringer.

Danmark kan med en sejr over Wales på fredag tage en førsteplads i Nations League-gruppen. Derfor har kampen mod Wales stor betydning, og Hareide går ind til opgaven med stor respekt.

- Det er en meget, meget vigtig kamp. Men det bliver en svær kamp, for de er stærke på hjemmebane. Vi skal spille på den måde, som vi plejer og fokusere på de ting, som vi kan.

Landsholdet er i øjeblikket samlet i disse dage, hvor forberedelserne allerede er i gang. Her bliver der især kigget på den del af spillet, hvor Eriksen spiller en nøglerolle.

- Vi skal arbejde med vores positionsspil og arbejde med måden, som vi skal løse det offensive spil mod Wales. Vi arbejder altid med vores defensive spil og organisation. Fordelen er, at spillerne kender hinanden meget, meget godt, og det betyder, at det er endnu nemmere i træningerne, siger Hareide.

Sådan er gruppe 4 inden Danmarks kamp:

  1. Wales - 3 kampe - 6 point
  2. Danmark - 2 kampe - 4 point
  3. Irland - 3 kampe - 1 point