Fodbold

Bale og Eriksen er dybt imponerede over Schmeichels utrolige redning

Kasper Schmeichel hev en redning i verdensklasse op på Gareth Bales frispark. Matthew Childs / Ritzau Scanpix

Wales-stjernen Gareth Bale var tæt på at udligne til 1-1 mod Danmark, men Kasper Schmeichel viste sin klasse og reddede frisparket.

Der gik et gys gennem Cardiff City Stadium. Tilbage stod de walisiske fodboldfans med overraskende blikke. Hvordan kunne Kasper Schmeichel det?

Gareth Bale havde ikke fundet svaret, da han efter kampen blev spurgt til sit fantastiske frispark i det 81. minut, som han og resten af stadion måtte se Schmeichels venstre hånd være i vejen for.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, ved jeg ikke, hvordan han fik det. Det er de små bider af held, du har brug for, sagde Gareth Bale ifølge BBC.

Kasper Schmeichel og Gareth Bale fik en lille sludder efter kampen.

Også den danske vikaranfører mod Wales lettede på hatten for sin målmand.

- Vi er nået til det punkt, hvor vi nærmest forventer det. Vi ved, at Schmeichel er på kassen og nok skal redde, hvad han kan, og det gjorde han også eminent i dag, og det har han gjort utrolig mange gange i år, lød det fra Christian Eriksen til TV 2 SPORT.

Frispark på det forkerte sted

Selv var Schmeichel ganske tilfreds med redningen helt oppe i målhjørnet. Mest af alt fordi den holdt Wales fra et udlignende mål, der ville have sat Danmark under pres resten af kampen.

Han var dog langtfra fornøjet med dommeren i situationen.

- Jeg når at tænke, at frisparket er fem meter længere fremme, end det burde være, men dommeren (Ivan Kruzliak, red.) havde ikke en specielt god dag, sagde Kasper Schmeichel til TV 2 SPORT efter kampen.

Kasper Schmeichel på flyvetur for at nå Gareth Bales frispark.

Ydermere var den danske målmand sur over den advarsel, han fik i det fjerde tillægsminut for at trække tiden, som betyder, at han har karantæne mod Irland mandag.

- Jeg ved ikke, hvad fanden dommeren har gang i. Jeg havde glemt, at jeg havde et gult kort (fra en kamp tidligere i turneringen, red.), men dommeren havde ikke ligefrem en god kamp, vil jeg mene.

Glæder sig til kampe mod de bedste

Kasper Schmeichel rejser trods karantænen med landsholdet til Aarhus. På turen over Nordsøen kan han komme i lidt bedre humør ved at tænke på, at han og holdet skal spille mod nogle af de bedste nationer i Europa, næste gang Nations League afvikles.

2-1-sejren over Wales gav således ikke kun Danmark gruppesejren, men også oprykning til Liga A og lidt over 11 millioner kroner i vinderbonus.

- Det er selvfølgelig dejligt. Det var målet. Jeg er en lille smule frustreret over det mål, vi lukker ind, men det sker nogle gange. Målet var selvfølgelig at rykke op, og det gjorde vi, sagde Schmeichel.

- Vi går en spændende tid i møde. Det bliver svært, men man vil altid spille mod de bedste hold i verden. Det kommer vi til nu.

Med gruppesejren er det danske landshold også sikret playoffkampe om en EM-billet, såfremt det skulle kikse i den traditionelle kvalifikation til EM.

Danmarks målscorere i Cardiff fredag aften var Nicolai Jørgensen og Martin Braithwaite. Gareth Bale tog revanche ni minutter efter sit frispark, da han reducerede til kampens resultat.

Wales bliver i Liga B, mens danskernes modstander i Aarhus mandag aften, Irland, rykker ned i Liga C.