Fodbold

- Det er vanvid, siger landstræner om ’spillerblokering’ før Danmark-kamp

Martin O'Neill gestikulerer i løbet af venskabskampen mellem Ireland og Nordirland på Aviva Stadium i Dublin den 15. november. Paul Faith / Ritzau Scanpix

Martin O’Neill kalder det for vanvid, at han skulle spekulere i at blokere spillere fra at optræde for andre nationer.

Før mødet med Danmark har en sag om potentielle irske landsholdsdebutanter fået nyt liv - selv om manden med ansvaret forsøger at aflive den.

Irlands landstræner, Martin O’Neill, har på et pressemøde i Danmark forud for landskampen mandag aften svaret i skarpe vendinger mod dem, der har antydet, at han ville kunne finde på bruge den pointmæssigt ubetydelige kamp strategisk til at blokere en spiller fra at kunne optræde for andre nationer.

- At få den kritik rettet mod sig er vanvid, ren vanvid, siger Martin O’Neill ifølge Independent.

- Ordet blokering er blevet nævnt, og det er langt fra i mine tanker. Jeg mener, at hele situationen er latterlig.

Sagen er aktuel, fordi Martin O’Neill har udtalt, at han vil overveje at give debut til den 18-årige Southampton-spiller Michael Obafemi i Nations League-kampen mod Danmark. Det bliver regnet som en betydende landskamp og vil dermed blokere spilleren fra at kunne spille for andre landshold.

Michael Obafemi er irsk statsborger, født i Dublin og har optrådt på det irske ungdomslandshold, men han har endnu sin A-landsholdsdebut til gode. Derfor kan han stadig skifte landshold og eksempelvis repræsentere England, da han er opvokset i London eller vælge Nigeria, hvor hans forældre kommer fra.

- Obafemi er i præcis samme position. Hvis han har givet os sit tilsagn, hvilket han har, vil vi måske tænke over at bruge ham. Det har været hans og hans families valg, og det er helt anderledes i forhold til Declan, siger landstræneren.

Declan Rice i duel med Philip Billing.

Sagaen om Declan Rice

Martin O’Neill refererer til sagen om West Ham-spilleren Declan Rice, som i medierne bliver omtalt som en saga. Declan Rice har spillet tre venskabskampe for Irland, men han har endnu ikke besluttet, om han vil repræsentere Irland eller England, og derfor er han også blevet udeladt af landstrænerens trup.

Martin O’Neill afviser, at han burde have anvendt Declan Rice i en VM-kvalifikationskamp mod Moldova sidste år, så han kunne have rådet over ham på Irlands landshold i fremtiden.

- Det er utroligt, at jeg skulle tænke over det i løbet af en kamp, hvor vi kæmper for vores liv og prøver at vinde på hjemmebane. At spekulere i at skifte ham ind et par minutter bare for at give ham en landskamp er helt vildt. Det er vildt at tro, at man kan have sådan en tankegang, sagde Martin O’Neill om beslutningen.

Landstræneren modtog også opbakning fra sin landsholdsanfører på pressemødet før landskampen mod Danmark.

- Da jeg voksede op, var den mest stolte ting, jeg nogensinde gjorde at trække den grønne trøje over hovedet. Hvis drengene vil spille for os, er det fint, men du kan ikke bare give landskampe ud. Det er den bedste følelse i verden, siger Everton-spilleren Seamus Coleman.

Danmark og Irland spiller mandag aften kl. 20.45 på Ceres Park i Aarhus. Danmark er allerede sikret oprykning til det øverste lag i Nations League, mens Irland er sikker på nedrykning til tredje lag.