Fodbold

Ronaldo sparker suveræne Juventus mod ny sejr

Cristiano Ronaldo bragte Juventus foran på et flot mål, da storklubben nappede sin 12. ligasejr i 13 kampe.

Juventus fortsætter sin enorme suverænitet i den italienske Serie A. Lørdag vandt mesterholdet fra de seneste syv sæsoner med 2-0 på hjemmebane over Spal.

Dermed er holdet oppe på 12 sejre og en uafgjort og altså 37 point for 13 kampe.

Napoli er ni point efter på andenpladsen inden søndagens hjemmekamp mod bundholdet Chievo.

Cristiano Ronaldo bragte Juventus foran efter en halv time. Miralem Pjanic sendte et frispark ind i feltet, hvor Ronaldo flugtede til bolden i dens opspring, så den havnede i det ene hjørne.

Da havde Juventus allerede fået en scoring annulleret, og det samme skete for Ronaldo kort efter pausen, da han foran målstregen sendte en ripost i nettet, efter Douglas Costa havde tordnet et forsøg på stolpen.

Udbygningen af føringen skete efter en time. Juventus høvlede en bold fra egen forsvarszone helt op i den anden ende. Costa kom på skudhold, men målmanden reddede hans forsøg, inden Mario Mandzukic scorede på riposten.

Derfra cruisede Juventus sejren hjem og kunne spare på kræfterne inden tirsdagens hjemmekamp i Champions League mod Valencia, hvor italienerne kan avancere med mindst uafgjort.

Tidligere lørdag vandt Udinese med Jens Stryger Larsen på banen med et 1-0 hjemme over AS Roma.