Fodbold

Eriksen holder liv i Tottenhams CL-håb

Eriksen jubler over sin Champions League-scoring mod Inter. Paul Childs / Ritzau Scanpix

Christian Eriksen kom ind fra bænken og scorede til 1-0 for Tottenham i Champions League-kampen mod Inter.

Christian Eriksen scorede i Tottenhams 1-0-sejr over Inter i Champions League.

Dermed har begge klubber syv point inden sidste spillerunde, men Tottenham er bedst indbyrdes.

Gruppe B efter fem kampe

  1. Barcelona - 12 point
  2. Tottenham - 7 point
  3. Inter - 7 point
  4. PSV - 1 point

Et avancement fra gruppen ser dog fortsat vanskeligt ud for Christian Eriksen og Tottenham, da de i sidste runde skal en tur til Spanien, hvor de gæster Barcelona.

Imens tager Inter imod gruppens bundhold, PSV.

Sådan forløb kampen

Af Ritzau

Christian Eriksen var henvist til bænken, da Tottenham tog imod Inter i Champions League. 

Med 20 minutter igen blev den danske profil sendt på banen, og ti minutter senere havde han sikret Tottenham en særdeles vigtig 1-0-sejr med sin scoring. Den danske landsholdsspiller var løbet med frem, og da Dele Alli trillede bolden videre, så hamrede Christian Eriksen bolden i nettet. 

Dermed er Tottenham bedre end Inter indbyrdes inden sidste spillerunde, som begge hold går ind til med syv point på kontoen. 

Harry Kane og Dele Alli forsøgte sig begge og var tæt på at score i Tottenhams offensive indledning. 

Efter 37 minutter trykkede unge Harry Winks af uden for feltet og hamrede bolden på overliggeren. 

Inter greb dog opgøret taktisk an, og første halvleg endte 0-0.

Tottenham var stadig dominerende, men uden de helt store muligheder efter pausen. Dele Alli forsøgte sig lidt ukoncentreret, og der var tilløb, men Inters defensiv skulle åbnes. 

Christian Eriksen blev derfor sendt på banen i det 70. minut, og ti minutter senere havde han leveret aftenens afgørende aktion med sit mål. 

Forinden forsøgte Ivan Perisic sig med en hård afslutning, men Tottenham-keeper Hugo Lloris reddede, og efter 80 minutter sikrede Eriksen så Tottenham den livsgivende 1-0-sejr inden sidste gruppekamp ude mod Barcelona.