Fodbold

Norsk ekspert: Et problem at have Bendtner i omklædningsrummet

Nicklas Bendtner har blot scoret fem mål i den norske liga i 2018. Wold, Ole Martin / NTB scanpix

Nicklas Bendtner bliver alt andet end rost for sin anden sæson i norske Rosenborg, hvor han blot har scoret fem ligamål og fået en voldsdom.

Når Nicklas Bendtner ser tilbage på året, der snart er gået, vil han formentlig ikke huske det som sit livs bedste.

Godt nok er han blevet norsk mester med Rosenborg for andet år i træk, men angriberen har blot scoret fem mål i ligaen, mens han uden for banen fik en ubetinget fængselsdom på 50 dage efter et knytnæveslag i ansigtet på en taxachauffør.

Han har dummet sig uden for banen, men det, han har leveret på banen, er nærmest det værste

Jesper Mathisen, ekspert på norsk TV 2

Før Rosenborgs Europa League-kamp torsdag mod Celtic indikerede målmand André Hansen, at der var forskelsbehandling i Rosenborg-truppen.

- Jeg tror, det er vigtigt at få en leder ind, som sætter en standard og en kultur, så alle behandles ens, uanset hvad man hedder, hvad man tidligere har præsteret, hvor meget man tjener, eller hvilken kontrakt man har, sagde Hansen til norsk TV 2.

Den tidligere Rosenborg-stjerne Steffen Iversen er ikke i tvivl om, at det er Nicklas Bendtner, André Hansen hentyder til.

- Han mener, at Nicklas Bendtner bliver forskelsbehandlet. Jeg har hørt lidt mumlen fra folk rundt omkring på Lerkendal (Rosenborgs stadion, red.). Når Bendtner ikke præsterer som sidste år, kan han ikke få frie tøjler, siger Iversen til norsk TV 2.

Nicklas Bendtner blev i sin første Rosenborg-sæson ligatopscorer med 19 mål i 27 kampe, men i denne sæson har den danske angriber været en skygge af sig selv og har modtaget stor kritik i forhold til det sportslige.

I efteråret kom så voldssagen mod Bendtner efter en bytur i København på et tidspunkt, hvor han var skadet.

Flop i 2018

Alt i alt mener norsk TV 2's ekspert Jesper Mathisen, at Rosenborg har et problem.

- Bendtner har været et flop i 2018. Han har dummet sig uden for banen, men det, han har leveret på banen, er nærmest det værste. Bendtner har hverken leveret mål eller indsatser, siger Mathisen.

- Som det har været i år, er det et problem at have Bendtner i omklædningsrummet. Trænerne døjer med at stille krav til ham, og han gør præcis, som han vil. Det ser man også på banen. Han har spillet på kanten i nogle kampe, og der følger han ikke sin mand og har store problemer. Han har spillet frontangriber, og så får Rosenborg ikke sat sit pres ind højt nok på banen.

Sportschef: Ikke godt nok

Rosenborgs sportschef, Stig Inge Bjørnebye, mener, at alle spillere og trænere har gjort et "kæmpe stykke arbejde," men anerkender samtidig, at sæsonen ikke helt har været godkendt.

Nicklas Bendtner har heller ikke gjort det godt nok, mener han.

- Det har Nicklas ikke, og det har vi som klub heller ikke i forhold til potentialet. Det, der er interessant, er, hvad der skal til for at få det maksimale ud af potentialet på holdet. Det er et paradoks, når vi igen står som mestre og pokalfinalister. På dette niveau er det sådan, at man aldrig er tilfreds, siger Bjørnebye til norsk TV 2.

Søndag spiller Rosenborg pokalfinale mod Strømgodset, mens klubben har én kamp tilbage i Europa League mod RB Leipzig.

I Europa League har Rosenborg tabt fem ud af fem kampe med en målscore på 3-13.