Fodbold

Mads Øland er manden i midten af sportens konflikter

Spillerforeningens direktør gør alt for sine spillere, men han møder stor kritik fra modparterne. Uanset om det er i badminton eller fodbold.

Det er svært at finde en person i den danske fodboldverden, som ikke har en holdning til Mads Øland. 

På den ene side beskrives Spillerforeningens direktør af sine modstandere som kompromisløs, mens han på den anden side blot kaldes overordentligt godt forberedt.

Når man graver grøfter omkring sig selv, så ender man på en ø

Morten Crone Sejersbøl

Og når den nu 53-årige tidligere fodboldspiller fra Farsø vikler sig ind og ud af konflikt efter konflikt, så skyldes det, at han er kompromisløs i sin kamp for det, han mener er det rigtige. Og at han tør tage kampen op mod hvem som helst. Og han trækker sig ofte ud af kampene med en sejr i bæltet.

Møder kritik fra fodboldbosser

Det mener i hvert fald Morten Crone Sejersbøl, som nu er seniorrådgiver i Geelmuyden Kiese, men i mange år som sportsjournalist og siden redaktør er stødt på Mads Øland i forbindelse med verserende konflikter i den danske fodboldverden.

Det skete for eksempel, da fodboldklubben Brøndby IF var involveret i en sag om udbetaling af feriepenge til dens egne spillere. 

- Han var jo for eksempel villig til at lade Brøndby IF gå konkurs, hvis han kunne få medhold i feriepengesagen, fordi han anså den som værende principiel. På den måde er han villig til at gå meget langt for sin sag, siger Morten Crone Sejersbøl til TV 2. 

Mads Øland

Født: 1965 i Farsø.

Fodboldkarriere: Viborg, KB, Vanløse og B93

Har siden 1985 været medlem af Spillerforeningen bestyrelse.

I 1997 blev han direktør i Spillerforeningen

Han er uddannet kulturgeograf ved Aarhus Universitet og har desuden en bachelor i idræt fra Københavns Universitet.

Han sidder også i bestyrelsen i FIFPro, som er den internationale spillerforening.

Er også direktør i Danske Elitesportsudøveres Forening.

Og den kompromisløshed er Mads Øland i den grad blevet kritiseret for før. Blandt andet for tre år siden, da DBU's tidligere generalsekretær, Jim Stjerne Hansen, udtalte sig om ham til Ritzau:

- Mads er lidet pragmatisk, han er meget fokuseret på sin egen sag og optræder meget som fagforeningsmand. Han har svært ved at se modpartens argumenter og tilnærme sig dem.

Også Niels-Christian Holmstrøm, som i 2008 var direktør i Divisionsforeningen, sagde dengang til Ritzau, at Mads Øland forgiftede "samarbejdsklimaet i dansk fodbold". 

Det har ikke været muligt at få et interview med Mads Øland til denne artikel, men han har sagt ja til at svare på nogle af kritikpunkterne på skrift. Derfor har TV 2 sendt ham en række spørgsmål på mail. Vi har blandt andet spurgt, om han har haft for meget fokus på at repræsentere sine medlemmer og for ikke at have haft stor nok forståelse for de negative konsekvenser for modparten i forhandlinger:

- Jeg er ansat til at repræsentere vores medlemmer, nemlig spillerne, men den bedste situation efter en forhandling er, hvis begge parter føler sig tilfredse, skriver han.

I mailen skriver han også, at han føler, at de mange personangreb mod ham gennem tiden har været for voldsomme, og at der i stedet burde være fokus på sagernes indhold. 

Har gjort "ufatteligt" meget for spillerne

Spørger man en, der har siddet på Mads Ølands side af bordet, så har Mads Ølands arbejde været en god ting for professionelle fodboldspillere i Danmark. Det siger i hvert fald Michael Gravgaard, som var næstformand i Spillerforeningens bestyrelse fra 2005-2008. 

- Set fra et spillersynspunkt har han gjort ufatteligt mange gode ting for spillerne i Danmark, siger Michael Gravgaard, der også selv har været aktiv fodboldspiller for F.C. København, Nantes, Hamburger SV og det danske herrelandshold. 

Nævn mig andre fagforeningsbosser, der repræsenterer sådan et spænd mellem medlemmerne som i fodbold. Det er fandeme ikke mange

Michael Gravgaard, næstformand i Spillerforeningens bestyrelse fra 2005-2008

Ifølge Gravgaard har arbejdet blandt andet resulteret i, at fodboldspillere er sikret ordentlige arbejdsforhold, herunder ordentlige forsikringer og lønningsforhold. 

Den kompromisløse stil har dog ifølge Morten Crone Sejersbøl også flere gange medført, at Mads Øland måtte forlade forhandlingslokalet. 

Senest i forbindelse med kvindelandsholdets overenskomstforhandlinger, hvor flere medier berettede, at LO og Danmarks Idrætsforbund (DIF) på et tidspunkt måtte træde til som mæglere mellem DBU og Spillerforeningen.

Eller i forbindelse med overenskomstforhandlinger med Divisionsforeningen i den danske Superliga, hvor den senere formand for Spillerforeningen, Jeppe Curth, overtog forhandlingerne. 

Graver sig ud på en ø

Ifølge Morten Crone Sejersbøl skyldtes det i begge tilfælde, at Mads Øland havde "stirret sig blind på nogle elementer i forhandlingerne". Og derfor mener han også, at Øland er blandt dem, der graver grøfterne i dansk fodbold:

- Når man graver grøfter omkring sig selv, så ender man på en ø.

Men Mads Øland står ikke alene på øen. Der har han også samlet spillerne, fortsætter Sejersbøl:

- Der er meget få skruebrækkere og en vis tilslutning til hans projekt. Og der må man også have en vis respekt for, at han har skabt den tilslutning, siger Morten Crone Sejersbøl.

Ifølge Øland selv er han ikke interesseret i at grave grøfter:

- I Spillerforeningen går vi ind til enhver forhandling for at finde løsninger - ikke for at grave grøfter. Jeg har ikke bare opbakning fra vores medlemmer - det er jo medlemmerne, altså spillerne, der har ansat mig som direktør, så det er spillerne, der bestemmer, skriver han til TV 2.

Ifølge en af kollegaerne kæmper Mads Øland bestemt for medlemmerne. Det siger Mark O. Madsen, som er formand for Danske Elitesportsudøveres Forening, hvor Mads Øland sidder i administrationen. 

- Han er jo sat ind for at kæmpe for en sag, og den funktion oplever jeg, at han udfylder. Han er opmærksom på, at han skal arbejde for de aktive og skabe så gode vilkår for dem som muligt, siger han. 

Det er Michael Gravgaard enig i:

- Han repræsenterer medlemmer, som tjener alt mellem 50.000 kroner om året til 100 millioner om året. Nævn mig andre fagforeningsbosser, der repræsenterer sådan et spænd mellem medlemmerne som i fodbold. Det er fandeme ikke mange.

En mand af principper

Og derfor handler konflikterne om for eksempel landsholdet ifølge Michael Gravgaard i lige så høj grad om principper. At alle får lige rettigheder uanset lønningspose. Han har selv oplevet på landsholdet, at alle er lige og har de samme rettigheder:

- Mads går op i principper. Og ja, man kan blive så stædig, at man synker til bunds med principperne hængende om halsen, men det, han og Spillerforeningen ønsker, er aftaler, der kan rumme alle de her forskellige forhold, der gør sig gældende. 

Jeg tror, at det er en del af vores modparts mediespin i forhandlingerne: At jeg kan kritiseres, hvis jeg går for meget i medierne, og på denne måde også, hvis jeg går for lidt i medierne

Mads Øland, direktør for Spillerforeningen

Netop forholdet til spillerne er dog også blevet beskrevet som Mads Ølands stærkeste kort. Hans kritikere har flere gange fremhævet, at han udnytter spillernes sympati i befolkningen i verserende konflikter.

Senest fik det kvindelandsholdets Nadia Nadim til at kritisere ham i en bog, hvor hun mener, at kvindelandsholdet endte som "kastebold i en machokamp mellem Mads Øland på den ene side og DBU’s bestyrelse på den anden".

Spillere gør det mere enkelt

Kritikken fra Nadia Nadim blev dog efterfølgende talt ned af en af kvindelandsholdets andre spillere, Pernille Harder. 

Også i den seneste konflikt mellem DBU og herrelandsholdet har blandt andre stjernespilleren Christian Eriksen udtalt sig.

Ifølge Morten Crone Sejersbøl er det et godt kommunikativt greb.

For Spillerforeningen har et kort på hånden, som DBU ikke har. De har spillerne. Og når alt kommer til alt, så er sympatien hos folk hjemme i stuerne nok i højere grad placeret hos en spiller end en mand i jakkesæt, mener han:

- Det er sindssygt kompliceret det her stof, så han gør det jo godt i at få spillerne til at få det til at fremstå, som om det er enkelt, og at det først og fremmest handler om penge og solidaritet.

Mads Øland er ikke enig i udlægningen af, at han skubber spillerne foran sig ved konflikter:

- Det er en sjov vending, når nu jeg er ansat af spillerne til at udføre det, de gerne vil. Og jeg tror, at det er en del af vores modparts mediespin i forhandlingerne: At jeg kan kritiseres, hvis jeg går for meget i medierne, og på denne måde også hvis jeg går for lidt i medierne, skriver han i mailen til TV 2.